Første runde af kvoteforhandlingerne er overstået

Første runde af forhandlingerne om kvoter i Nordsøen og Skagerrak bekræfter, at der er tale om meget svære forhandlinger i år

Inden nytår skal EU, Norge og Storbritannien meget gerne være blevet enige om, hvordan mulighederne for fiskeri i Nordsøen og Skagerrak skal være i 2026, og den første runde af forhandlinger er nu overstået.

Det fortæller biolog Michael Andersen, der sammen med Claus Hjørne Pedersen fra Strandby og Alfred Fisker Hansen fra Thyborøn udgør Danmarks Fiskeriforenings forhandlingsgruppe.

– Forhandlingerne er helt som forventet meget svære i år, siger Michael Andersen.

De to helt store udfordringer i år er rådgivningen for torsk, og at der er nedgang i rådgivningen for flere af de arter, som EU plejer at bruge til at købe fiskerettigheder i norsk zone.

Hvad angår torsken, tror og håber Michael Andersen fortsat på, at man kan finde en mindelig løsning, så man både passer på torsken og giver mulighed for fiskeri.

– Hvad den del angår er der ikke noget nyt at berette fra de møder, der har været afholdt indtil nu, men vi er blevet bekræftet i, at forhandlingerne med Norge om adgang til fiskeri i norsk zone bliver meget svære i år, siger Michael Andersen.

– Vi har ikke så meget at handle med fra EU’s side, som vi normalt har, og de kvoter, vi gerne vil købe af Norge, er på arter, som har det godt. Det ér en svær situation at stå i, siger Michael Andersen.

– Internt i EU arbejder man på at finde fisk, vi kan tilbyde Norge, så vi kan få lidt større kvoter i norsk zone, end det vi har råd til med den traditionelle ’valuta’; blåhvilling, siger han.

Samtidig mangler EU at få en aftale på plads med Grønland, inden man ved, hvor mange rejer, hellefisk og rødfisk, man kan tilbyde Norge i forhandlingerne.

– Aftalen med Grønland, forventer vi, er på plads inden det næste bilaterale møde mellem EU og Norge, som finder sted i Oslo den 24. november. Det er en vigtig afklaring at få og derfor noget, vi er meget spændte på at se, hvad der kommer ud af, siger Michael Andersen.

Blæksprutter i stride strømme på Hirtshals Fiskeauktion

Aldrig før er der landet så mange blæksprutter i Hirtshals som nu, og det sætter skub i iværksætterdrømmene

Blæksprutter i stride strømme på Hirtshals Fiskeauktion

Aldrig før er der landet så mange blæksprutter i Hirtshals som nu, og det sætter...