Efterspørgslen efter fisk stiger: Vi håber, det er en tendens

Efter flere års nedgang i efterspørgslen på fisk er kurven nu vendt i Europa, viser en ny rapport

63 procent af de samlede forsyninger til EU’s fiskeindustri bliver importeret

I adskillige år har salget af fisk været vigende i Europa, men nu går det igen den rigtige vej.

Det viser en ny rapport fra Seafood Europe, og det vækker stor glæde hos direktøren i Danish Seafood Association, Poul Melgaard.

– Nu kan vi kun håbe på, at det er et udtryk for en tendens, der holder ved, og at det er et tegn på, at forbrugerne har fået øjnene op for, at fisk er et klimavenligt og ernæringsrigtigt valg, siger han.

Men det kan blive svært at imødekomme den stigende interesse for at spise fisk og at understøtte den generelle fødevareforsyningssikkerhed, lyder det fra direktøren.

For det kræver, at der er fisk nok, og man er presset på fiskeforsyningerne.

– Men vi tager den stigende efterspørgsel som et positiv tegn, og så må vi se, om vi kan underbygge det med tilstrækkelige forsyninger af fisk, siger Poul Melgaard.

– Opdrættet fisk er jo en anden forsyningskilde for os, og der er en vis bedring på nogle bestande, men det er ikke tilstrækkeligt til at erstatte nedgangen i de vilde fiskebestande.

I overgangen til mere grønne fødevareproteiner har fisk og fiskevarer i det hele taget en nøglerolle, mener Danish Seafood Association.

Derfor er det afgørende, at fiskeriet har ordentlige betingelser i Danmark.

– Det hænger også sammen med, at der er tilstrækkeligt store bestande at fange. Jo større bestande, der er, jo bedre har fiskerne og industrien det jo også, siger Poul Melgaard.

Fiskeridirektører mødtes med EU-kommissær

Direktørerne for DFPO og DPPO mødtes torsdag med EU’s fiskerikommissær Costas Kadis for at drøfte en række fiskeripolitiske emner

Fiskeridirektører mødtes med EU-kommissær

Direktørerne for DFPO og DPPO mødtes torsdag med EU’s fiskerikommissær Costas Kadis for at drøfte...