Nordiske fiskere: Mere og bedre dialog om havmiljøet ønskes

Fiskeriet i Sverige, Norge og Danmark efterlyser en bedre dialog om placering af vindmølleanlæg til havs og en mere saglig debat om fiskeriets påvirkning af havmiljøet

Formændene for Norges Fiskarlag, Sveriges Fiskares PO og Danmarks Fiskeriforening PO mødtes i slutningen af august måned i Göteborg til en drøftelse af erhvervsfiskeriets vilkår og forberedelse af efterårets mange konsultationer om fiskerimulighederne for 2026.

Det var Sveriges Fiskares PO, som var vært for mødet.

– Vi har stor nytte af disse møder med nordiske kollegaer, hvor vi får vendt stort og småt. Vi har særligt i Sverige og Danmark udfordringer med placeringen af havvindmølleanlæg til havs og manglende dialog i den forbindelse. Det er et stort problem, som kan løses gennem dialog og samarbejde. Der er plads til havmølleanlæg på havet uden at det skal ødelægge de gode fiskepladser og det kan sikres gennem samarbejde og dialog. Her har myndighederne et stort ansvar, siger Mathias Ivarsson, formand for Sveriges Fiskares PO.

Debatten om fiskeriets påvirkning af havmiljøet stod også højt på dagsordenen. For i alle tre lande er debatten om fiskeriet præget af manglende nuancer og faglighed, manglende dialog med fiskerierhvervet og for meget fokus på afvikling af fiskeriet frem for udvikling af fiskeriet.

– Fiskeriet er om nogen afhængige af et sundt havmiljø. Derfor ser vi i fiskeriet med bekymring på den udvikling, som vi ser flere steder i Norge, Danmark og Sverige, hvor der kystnært er stort pres på havmiljøet og fiskebestande ikke trives. Det skal vi gøre noget ved – og hvor fiskeriet kan bidrage, så skal fiskeriet bidrage. Men når vi fx ser tiltagene i forhold til forbud mod fiskeri i store dele af Oslofjorden, så løser det ikke problemet, da presfaktorerne er nogle helt andre, siger Kåre Heggebø, formand for Norges Fiskerlag.

Diskussionen om brug af bundtrawl blev også behandlet på mødet og der er udbredt bekymring over, at der særligt i EU er en meget ubalanceret debat om brug af bundtrawl, som er det absolut vigtigste fangstredskab i fiskeriet og som der ikke findes reelle alternativer til, hvis fisk ikke kun skal være noget, som man spiser på de finere restauranter.

– Vi arbejder konstant på at mindske fiskeriets påvirkning af havmiljøet. Desværre ser vi, at forståelsen for fødevareproduktion bliver mindre i vores samfund. Samtidig bliver debatten om trawlfiskeriet mere og mere polariseret. Det er blevet for nemt for politikere og NGO’ere at sige, at hvis vi blot stopper for fiskeri med bundtrawl, og laver beskyttede områder, så redder vi havmiljøet. Det på trods af, at de godt ved, at sådan hænger det ikke sammen. Det er ærgerligt, at vi ikke kan have en ordentlig dialog om, hvordan man kan udvikle trawlfiskeriet så havmiljøet påvirkes mindre i stedet. For vi har brug for trawlfiskeriet for at sikre fødevareforsyningen, siger Svend-Erik Andersen, formand for Danmarks Fiskeriforening PO.

Fiskeriorganisationerne i de tre lande bekræftede i øvrigt det gode samarbejde og blev enige om, at der er behov for et tættere samarbejde i forhold diskussionen om brug af bundtrawl og beskyttede havområder.

Fiskeridirektører mødtes med EU-kommissær

Direktørerne for DFPO og DPPO mødtes torsdag med EU’s fiskerikommissær Costas Kadis for at drøfte en række fiskeripolitiske emner

Fiskeridirektører mødtes med EU-kommissær

Direktørerne for DFPO og DPPO mødtes torsdag med EU’s fiskerikommissær Costas Kadis for at drøfte...