Der er brug for en hurtig afklaring på, om det er i strid med EU-lovgivningen at indføre en CO2-afgift på fiskeriet.
Det mener Per Larsen, der er fiskeriordfører for Konservative, som derfor har bedt fødevareminister Jacob Jensen (V) oversende al den kommunikation, herunder bilag og notater, der har været mellem relevante ministerier og styrelser og EU-Kommissionen vedrørende CO2-afgiften på dansk fiskeri.
– CO2-afgiften er en stor udfordring for de danske erhvervsfiskere. Derfor er det helt afgørende, at vi kommer til bunds i, om afgiften er lovlig eller ej, inden den skal genindføres i 2029. Det er en potentiel bombe under fiskeriaftalen, siger Per Larsen til Fiskeri Tidende.
– Derfor skal det hurtigst muligt afklares. Set fra mit perspektiv, kan jeg godt forstå, at der kan opstå tvivl, for det er svært at se fornuften i en CO2-afgift, der kun rammer danske fiskere, og som giver fiskerne mulighed for at grænsehandle afgiftsfrit brændstof, siger han.