Seniorforsker om færre torsk: Problemet er stigende havtemperaturer

Det er ikke overfiskeri, men varmere vand, der er grunden til, at torsken har det svært i den sydlige del af Nordsøen, forklarer seniorforsker i et interview med Politiken

Det internationale Havforskningsråd ICES offentliggjorde onsdag sin rådgivning for næste års fiskeri efter torsk i Nordsøen og Skagerrak.

Her fremgår det, at torskebestanden i den sydlige del af Nordsøen ligger under, hvad man betegner som sikre biologiske grænser.

Det fik straks flere grønne organisationer til at beskylde de danske fiskere for at have overfisket bestanden af torsk. Men, at torsken har det svært i den sydlige del af Nordsøen, skyldes ikke overfiskeri.

Det understreger seniorforsker Stefan Neuenfeldt fra DTU Aqua i et interview med Politiken.

– Fiskerne holder sig ret godt til kvoterne. Men der kommer simpelthen ikke så mange fisk mere i de danske farvande, fordi vandet er blevet varmere, siger Stefan Neuenfeldt, der selv sidder med i et af de rådgivende paneler i ICES.

ICES skriver i sin rådgivning, at hvis man vil følge et forsigtighedsprincip, bør kvoten for torsk sættes til 0 næste år for alle tre delbestande, fordi der er risiko for, at man fanger torsk fra den sydlige bestand, når man fisker på de to nordlige bestande, som begge ligger inden for sikre biologiske grænser.

Alternativet vil være at fastsætte en kvote på de to nordlige bestande, så der kan fiskes 8.670 ton på den nordvestlige bestand og 3.610 ton på Viking-bestanden. Det vil give en samlet kvote på 12.280 ton, hvilket vil være cirka en halvering sammenlignet med i år.

Fiskekutter fik sømine i nettet ved Læsø

Politiet har valgt at afspærre et område på havnen i Østerby, indtil minørtjenesten ankommer for at bringe minen til bortsprængning

Fiskekutter fik sømine i nettet ved Læsø

Politiet har valgt at afspærre et område på havnen i Østerby, indtil minørtjenesten ankommer for...