Oven på ulykken med den kæntrede flydedok sidste år er Hirtshals Yard snart tilbage i fuld vigør.
Hornsnes Invest overtager nemlig 60 procent af aktierne i Hirtshals Yard og i samme forbindelse tilføres værftet et tocifret millionbeløb. Således kommer Hirtshals Yard tilbage i fuld produktionskapacitet, og med de nye lokale investorer er virksomheden sikret et solidt fundament, så de fortsat er blandt landets førende, når det gælder servicering, reparation og vedligeholdelse af fiskefartøjer
Nok så vigtigt fastholder investeringen i Hirtshals Yard derudover godt 100 arbejdspladser på selve værftet og blandt de lokale underleverandører og samarbejdspartnere, som værftet til daglig beskæftiger.
Brug for ro til udvikling
ag Hornsnes Invest står selskaberne Asbjørn A/S, Rederiet Ruth A/S, Beinur A/S og Rederiet Isafold P/R, der i praksis udgøres af fire pelagiske fiskefartøjer med hjemhavn i Hirtshals.
– Vi har etableret Hornsnes Invest med det ene formål at bevare og etablere arbejdspladser i Hirtshals og Vendsyssel. Efter ulykken sidste år har det været afgørende for os at skabe ro omkring værftet som arbejdsplads, og med investeringen i Hirtshals Yard sikrer vi det økonomiske grundlag under virksomhedens fortsatte udvikling og vækst. Det har stor betydning for de godt 100 familier, der på den ene eller anden måde brødfødes gennem Hirtshals Yard, siger Fridi Petur Magnusen, direktør i Hornsnes Invest A/S og medejer af Asbjørn A/S.
Værftet: Vi er meget glade
På værftet vækker nyheden også glæde. De har været på udkig efter en kapitalstærk invester, og hilser Horsness Invest velkommen.
– De har mange års erfaring med pelagiske fiskefartøjer og står for en høj kvalitet og dyb viden på området, både med hensyn til materiel og produktion. Fra værftets side er vi derfor meget glade for, at vi nu kan offentliggøre en helt ny og lokal ejerkreds bag værftet, kommenterer Rasmus Brohus, adm. direktør i Hirtshals Yard, som han sammen med Jesper Reinholt og Ejerselskabet af 3. maj 2012 ApS etablerede tilbage i 2012.
Værftet er vigtigt for Hjørring Kommune
Også fra politisk side er det meget positivt, at vi i kraft af Hornsnes Invests overtagelse af en stor del af Hirtshals Yard nu kan bevare et stort antal lokale arbejdspladser.
– Værftet er på få år blevet et vigtigt omdrejningspunkt for en lang række faggrupper i kommunen, og det er meget vigtigt for Hjørring Kommune, Hirtshals Havn og ikke mindst Hirtshals by, at vi har så stor en arbejdsplads. Derfor kan jeg kun rose parterne for at have fundet en fælles vej frem, udtaler Arne Boelt, borgmester i Hjørring Kommune.
I forbindelse med Hornsnes Invests overtagelse af aktiemajoriteten i Hirtshals Yard udtræder en del af den tidligere ejerkreds bag værftet, så det fremadrettet er personerne bag Hornsnes Invest, der sammen med Rasmus Brohus og Jesper Reinholt udgør den daglige ledelse.