Sortmundet kutling forvandles til fiskefars

I stedet for at se kutling som en aggressiv invasiv art, kan fisken blive et nyt økonomisk eventyr

Projekt Sortmund har til opgave at se, om man i Danmark kan få et bæredygtigt og rentabelt fiskeri ud af arten sortmundet kutling og på den måde vende et problem til noget positivt til gavn for både fiskeriet i de indre danske farvande samt biodiversiteten i havet.

I stedet for at se fisken som en aggressiv invasiv art, der ødelægger fiskeriet, kan sortmundet kutling måske blive en ny økonomisk rentabel ressource for fiskerierhvervet.

Det seneste tiltag er et forsøg på at lave fisken om til fiskefars, hvilket har vist lovende resultater på Fiskernes Filetfabrik i Gilleleje. Og det er noget, de ser perspektiver i på fabrikken i Gilleleje.

– Sildekvoten er blevet skåret ned gennem mange år. Derfor leder vi efter forskellige udveje til at få økonomien op igen og have noget mere at arbejde med. Hvis det lykkes, har vi nogle andre ting at arbejde med end lige sild, siger direktør for Fiskernes Filetfabrik, Benny Christensen ifølge dr.dk.

Også hos DTU Aqua ser man fiskefars af sortmundet kutling som et tiltag, der med tiden kan gå hen og give økonomi for fiskere og filetfabrik. Og så er det en god fiskefars, man får ud af sortmundet kutling.

– Vi har været igennem mange forskellige ideer til at få den her fisk spredt ud til danskerne. At lave fars er en rigtig god idé, fordi der kommer et meget rent produkt, som er til at arbejde med og smager rigtig godt, siger specialkonsulent hos DTU Aqua, Mads Christoffersen.

I løbet af projektperioden har projektdeltagerne tidligere afprøvet forskellige tiltag, der alle har haft til formål at forvandle sortmundet kutling fra en plage til en økonomisk gevinst for fiskere og fiskefabrikker. Der er blandt andet blevet lavet forsøg med en fermenteret fiskesauce, lige som man har forsøgt sig med at filetere fisken.