Der findes mange forskellige teorier om, hvorfor der er så markant færre torsk i de indre danske farvande end for år tilbage, men der findes ingen klokkeklar dokumentation for, hvad der egentlig er rigtigt.
Indtil nu.
DTU Aqua har med seniorforsker emeritus Niels Jepsen i front fået accepteret en artikel til det videnskabelige tidsskrift ’Fisheries Research’, efter at studiet er blevet gennemset og godkendt af uafhængige eksperter.
Studiet, som har taget to år at udføre, har taget udgangspunkt i den vestlige Østersø, og det viser, at skarven spiser op mod 88 procent af alle torsk og 84 procent af alle skrubber i området, og forskeren bag studiet er ikke i tvivl om, at tallet i virkeligheden kan være endnu højere.
Det skyldes, at fiskene blev mærkede i perioden, hvor skarven er i kolonierne med sine unger, hvilket den er mellem april og september, og dermed er perioden, der måltes på, kun to til syv måneder.
– Det er en ret kort periode, og al den prædation, der sker fra skarv om vinteren og efteråret, hvor der også kan være mange fugle, er slet ikke med. Så det er ikke engang en årlig dødelighed, de her 84-88 procent, men kun en del af det, siger Niels Jepsen.
– Dødeligheden er sikkert højere, for det er kun halvdelen af sæsonen, vi kigger på. Hvis man forlænger forsøget og kigger over flere år, så er der næsten ingen små torsk eller fladfisk, der kommer til at overleve til en størrelse, hvor den er stor nok til at blive fanget eller til at kunne gyde.
Ingen andre faktorer har betydning
Måden, man har undersøgt skarvens prædation af torsk og skrubber, er ved at mærke fiskene og derefter lede efter mærkningerne i skarvkolonierne.
De første fisk blev mærket i marts, mens de sidste blev mærket i juni.
Derfor kan man nu med videnskabelig dokumentation konkludere, at skarven er den klart vigtigste årsag til den store dødelighed af torsk og skrubber i den vestlige Østersø.
– Der er ingen andre faktorer, der har nogen betydning. Der er ingen af de mærkede fisk, der bliver fanget af fiskere, spist af sæl eller marsvin for den sags skyld, fordi de er allerede spist og kan kun spises én gang. Så resultaterne viser, at det lige nu reelt kun er skarven, der har betydning for kystbestandene, i hvert fald der hvor vi har undersøgt det, siger Niels Jepsen.
Seniorforskeren anerkender, at der er mange forskellige hypoteser om, hvad faldet i bestandene skyldes, og ”som kan være fuldstændig korrekte”.
– Måske er det rigtigt, måske er det ikke. Det kan vi ikke vide. Alle hypoteserne om iltsvind, for høj temperatur, bundtrawl, fedtemøg, mangel på mad og alt mulig andet er der jo ikke meget hård dokumentation for – det er oftest bare noget, man tror, siger han.
Niels Jepsen fortæller, at selv steder, hvor der ingen iltsvind er, er der også et fåtal af torsk.
Som eksempel nævner han den svenske vestkyst, hvor der ikke er iltsvind, men hvor der til gengæld er store stenrev, ålegræs og tang. Her har DTU’s søsteruniversitet, Sveriges Landbrugsuniversitet (SLU), foretaget lignende undersøgelser.
– De kan ikke komme frem til andet end, at det er skarven, der spiser alle torskene. Der er så få torsk tilbage, selv efter de har haft lukket for alt fiskeri i ti år – både rekreativt fiskeri og erhvervsfiskeri – for at beskytte torsken, siger han og tilføjer:
– Vores kolleger kunne ikke finde nok torsk at PIT-mærke, men når de undersøgte skarvgylpen, var der op til ti torsk i den pr. dag pr. skarv. Så skarven kunne åbenbart godt finde dem.
Kun én løsning på problemet
Siden 1980 har skarven været fredet i EU, og bestanden af skarv er som en naturlig følge deraf kun blevet større og større. Der var i 2025 flere end 31.000 ynglende par i Danmark ifølge Nationalt Center for Miljø og Energi.
Det anslås af flere organisationer, at skarven spiser mellem 400 og 500 gram fisk om dagen, hvilket svarer til en årlig indtagelse på omkring 150 kilo fisk per skarv.
Det svarer til, at ynglende skarvpar i 2025 spiste minimum 4.600 tons fisk, og hvis de besøgende skarver regnes med, kommer vi op på godt 21.000 tons. Til sammenligning landede danske erhvervsfiskere i 2024 mindre end 3.000 tons spisefisk fra indre danske farvande.
Ifølge Niels Jepsen er der kun én løsning, hvis man i Danmark vil have større bestande af torsk og skrubber i den vestlige Østersø.
– Det er en mindre skarvbestand, som skal ske via regulering. Det nytter ikke noget, at vi kun gør det i Danmark, for selv hvis vi skød alle skarver i landet, så ville der stadigvæk være mange, for så kommer de bare fra andre lande, siger han.
Derfor er der brug for en fælles europæisk løsning, lyder det fra seniorforskeren.
– Og undersøgelsen her er jo et godt eksempel på, hvorfor vi har brug for den fælles europæiske forvaltningsplan for skarver, hvor man regulerer bestanden sammen, siger Niels Jepsen.
Interessante tal
I Danmark er det Miljøstyrelsen, der står for reguleringen af skarvbestanden bl.a. ved at oliere æg, så de ikke udklækkes. Det er også styrelsen, der kan give tilladelse til, at personer med jagttegn må skyde skarven og af den vej regulere bestanden.
På det seneste er der områder, hvor der er reguleret rigtigt intensivt på kysten i flere år, og hvor de lokale nu beretter om langt bedre fangster af fladfisk. Seniorforskeren understreger dog, at der ikke ligger videnskabelig evidens bag, at dette skyldes reguleringen i de specifikke områder, da det ”jo bare er historier”.
Men sikkert er det, at der er en klar sammenhæng mellem skarvbestanden og antallet af spiste fisk i den vestlige Østersø.
For tallene i den videnskabelige publikation viser, at hvis man tager prædationstallene – altså antallet af fisk, der bliver spist af skarv – fra 2022 og sammenligner dem med tallene for 2024, så ser man en nedgang i andelen af de mærkede fisk, der blev spist, på omkring 20 procent. Det vil sige, at der samlet set blev spist færre fisk i 2024 end i 2022.
Kigger man samtidig på antallet af skarvreder, var der 560 i 2022 og 410 i 2024.
– Det er næsten den samme forskel. Så hvis man korrigerer for antallet af skarv, så er det næsten samme prædation de to år, hvilket jo så kan tolkes som, at hvis man kan nedbringe skarvbestanden med 20 procent, så får man måske straks 20 procent flere fisk, siger Niels Jepsen.
Kan også kobles til ålebestanden
Ålekrage er et gammelt dansk ord for skarven, og navnet giver en god indikation af, at skarven også er glad for at spise ål.
At skarven spiser mange ål, har Niels Jepsen også kigget på i forbindelse med det nye studie.
Selve forsøget kom dog ikke med i den færdige undersøgelse, da man ikke havde mærket nok ål og ikke kigget tilstrækkeligt efter mærkerne.
– Men i Ringkøbing Fjord kunne jeg i hvert fald se på de mærkeforsøg, vi lavede, at skarven spiste 45 procent af alle mærkede, udsatte ål i løbet af det første år, ålene var sat ud, siger Niels Jepsen, som ikke udelukker, at skarven har noget med ålebestandens tilbagegang at gøre.
Derfor mener seniorforskeren, at selvom mange gode tiltag beskytter ålen, vil effekten være begrænset, hvis skarvbestanden ikke også reguleres.
– En ål når jo aldrig at blive så stor, at den ikke kan blive spist af en skarv, og en ål har ikke noget habitat, den kan være i, hvor skarven ikke er, for ålen befinder sig i åer, søer og nær kysten, og det er også der, skarven er, siger Niels Jepsen.
Opfordring til politikerne
I fiskeriaftalen, der blev vedtaget i sommeren 2025, blev der afsat syv millioner kroner til skarvrelaterede projekter – herunder regulering.
Der står bl.a. i aftalen, at det skal være lettere både at søge om og udnytte tilladelser til at regulere skarv, samt at både regler, ansøgning og vilkår i tilladelserne hurtigst muligt skal forenkles.
Niels Jepsen påpeger, at man bør samarbejde med Sverige, ”som er i præcis samme situation som os” og gør, hvad de kan med hensyn til at skyde så mange skarv som muligt og oliere æg.
– Der ligger allerede et forslag til en europæisk forvaltningsplan for skarv, som er blevet positivt modtaget i Europa-Parlamentet. Det næste skridt er at få afsat de nødvendige midler, så planen kan omsættes til en egentlig forvaltningsplan, som medlemslandene kan samles om. Det kræver politisk vilje og pres på EU-Kommissionen, siger Niels Jepsen.
– Det kan ikke ignoreres, det her. På trods af vandkvalitetsforbedringer og store habitatsforbedringer, så bliver fiskebestandene i bl.a. vandløbene ikke større, og det eneste vi kan pege på som årsag, det er altså skarven.
