Events: Sommerens fiskesjov

I hele landet er der masser af sommerarrangementer i fiskens tegn. Her får du et overblik

Sommer, sol – og selvfølgelig masser af liv i de danske havne. Sommeren over byder det danske sommerland på masser af aktiviteter med fisk i fokus. Du kan opleve…

 

Hvide Sande

I Hvide Sande er der Rejefestival fredag d. 19. og fredag d. 26. juli. Der er masser af smagsprøver på “Hvide Sande-rejen” – hesterejen – som forhåbentlig kan lokke de sommerglade gæster til at spise den knap så kendte delikatesse.   

Den sidste fredag kommer tv-kok Claus Holm og kokke fra foreningen Young Chefs Club m. fl. og giver deres bud på anderledes retter med hesterejen. 

 

Thyborøn

En vaskeægte vestjysk begivenhed er klar i Thyborøn. Det er selvfølgelig Fiskedag i Thyborøn d. 3. august. Her er der aktiviteter for børn, musik med Tørfisk og mulighed for at købe sprælfriske fisk ved fiskeauktionerne.

Derudover er der åben auktion hver onsdag i juli og august klokken 11 i auktionscentret.

 

Thorsminde

I Thorsminde har de allerede holdt Fiskedag, men sommeren over er der til gengæld turist-fiskeauktion.

Det er fra lørdag den 29. juni til lørdag den 17. august 2019 kl. 10-12. 

Sted: Den Røde Hal, Gl. Havn.

 

Læsø 

Læsø er lig jomfruhummer, så de er selvfølgelig i fokus. Læsø Jomfruhummerfestival finder sted d. 3. august. 

Her afholdes landets ældste og for mange den mest hyggelige og uprætentiøse kokkekonkurrence på Østerby Havn på Læsø, hvor kokkene kæmper om den gyldne jomfruhummerklo.

 

Hirtshals

En anden klassiker er Hirtshals Fiskefestival, som i år finder sted d. 1.-3. august. 

Her kåres bl.a. Årets Bjæsk, og så er der masser af fisk. 

www.hirtshalsfiskefestival.dk 

 

Skagen

I Skagen er der altid god sommerstemning på havnen og garanti for en lækker fisk til frokost.

Der er bl.a. “Opdag Skagen havn – sjov for børn 2019”. Her kommer man med på fiskeauktion, forbi redningsbåden og børnene får mulighed for at besøge en ægte vodbinder. Det er tirsdag og torsdag frem til d. 8. august.

Fra d. 21. til 25. august er der også 12mR EM i Skagen. Selve mesterskabet begynder fredag d. 23. august, hvor også Skagen Fiskeriforening byder på smagsprøver.

Strandby

I Strandby har de også allerede holdt Fiskefestival, men fiskesjoven stopper ikke her. Der er nemlig “Sjov Tirsdag på Strandby Havn” hver tirsdag i juli. Her kan man bl.a. komme ud og sejle med en fiskekutter.

 

Bøgsted: Det sejler jo i Skattestyrelsen

Vi har modtaget et læserbrev fra Kristian Bøgsted, fiskeriordfører for Danmarksdemokraterne

Bøgsted: Det sejler jo i Skattestyrelsen

Vi har modtaget et læserbrev fra Kristian Bøgsted, fiskeriordfører for Danmarksdemokraterne