I Thyborøn er der selvfølgelig Fiskedag – helt præcis d. 3. august, hvor havnen danner rammen om en stor fiskefest.
Her vil fiskerne byde på smagsprøver, der vil være fiskeauktion, og Tørfisk og Grandfætters spiller op til fest.
Men hov, vendt, der er skam også lidt nyt. Årets nyhed er nemlig “Fiskens vej fra båd til bord”, hvor direktør for Thyborøn Havn, Jesper Holt, fortæller og viser rundt i Danske Fiskeauktioner. Der er tale om gratis guidede ture i auktionens lokaler. Den første finder sted kl. 11.30 og den anden kl. 13.45.
– Jeg tror, at mange af Fiskedagens gæster gerne vil vide, hvordan fisken bliver behandlet, inden de sætter tænderne i den. Og det er en god historie, for lige fra fisken bliver fanget på havet, til den ligger hos fiskehandleren, er den bogstaveligt talt lagt på is, siger direktøren til Lemvig.dk.
Jesper Holt glæder sig til at fortælle, hvordan der bliver taget professionel hånd om at holde fisken grundigt nedkølet, og han er spændt på at se hvor mange, der tager imod tilbuddet om en gratis rundvisning i fiskeauktionen og et indblik i, hvordan en online-auktion foregår.
– Der er godt nok ingen fisk i fiskeauktionen den dag, for det er lørdag og dermed lukket. Til gengæld er der så bedre plads til gæsterne i de afkølede rum. Vi viser også en kort video om arbejdet i fiskeauktionen og selve online-auktionen, siger han.
Se hele programmet for Fiskedag her.