Når de Danske Madanmeldere til september kårer Året Rets og inviterer til gallamiddag på Hotel og Restaurantskolen i København, så er det udelukkende mad lavet af råvarer fra Thy, som kommer på bordet.
Thy Erhvervsforum og 15 lokale fødevarevirksomheder er nemlig gået sammen om at slå et slag for egnens råvarer og levere alt – grønt, æg, kød, mel, bær og selvfølgelig fisk og skaldyr.
– Lokale råvarer er en vigtig del af den revolution, det danske køkken har gennemgået de seneste 15 år. Uden unikke råvarer er de kokke, vi hylder ved Årets Ret, ikke ret meget værd. Derfor sætter vi hvert år fokus på en region i Danmark, som står for råvarerne til Årets Rets gallamiddag, hvor omkring 320 restauratører, kokke, tjenere, madanmeldere og andre gastronomiske interessenter mødes for at fejre landets ypperste kogekunst, siger Søren Frank, formand for Danske Madanmeldere/Årets Ret.
Et stærkt billede af Thy
Det bakker det lokale fiskeri i Thy selvfølgelig op om.
– Der viste sig en mulighed for, at fødevarevirksomheder fra Thy på tværs af hav og land og fjord sammen kan sætte spot på de særlige råvarekvaliteter, vi har her. At fiskeeksportørerne under ét står skulder ved skulder med landmænd og innovative fødevareproducenter er et meget stærkere billede af Thy, end hvis nogen løftede opgaven alene, siger Jan Hansen, formand for Hanstholm Fiskeriforening.
Sammen med Thisted Kommunes borgmester, Ulla Vestergaard, skal han overrække prisen til vinderen i ”Hav”-kategorien ved Årets Ret.
– Har man gået en tur i klitter og skove langs vores kyster en forårsdag, så vil man ofte kunne genkalde sig oplevelsen gennem smagen og duften af de råvarer, som produceres her. Det er et stærkt billede på vores unikke natur og lokale ressourcer, og det glæder mig, at vores virksomheder har fundet sammen om at vise det til landets bedste kokke ved Årets Ret, siger borgmesteren.
Genskaber det bedste
Årets Ret er Danske Madanmelderes årlige konkurrence, hvor landets toneangivende kokke dyster om priserne for årets bedste retter i forskellige kategorier. Ikke kun ’hav’, men også ’land’, ’sødt’ og ’ost’.
Foreningen af Danske Madanmeldere har siden 2000 hvert år kåret Årets Ret. Landets bedste kokke har i konkurrencen genskabt de retter, som anmelderne i årets løb har fået under deres restaurantbesøg.