Dansk Akvakultur ønskede sig mere økologi til møde med miljøministeren

Udvikling af bæredygtig akvakultur og en styrkelse af økologisk opdræt var blandt hovedemnerne, da Dansk Akvakultur mødtes med Lea Wermelin

Mandag den 11. november mødtes Dansk Akvakultur med Miljøminister Lea Wermelin til en drøftelse om udviklingen af opdrætserhvervet i Danmark.

Mødet gav anledning til at drøfte udviklingsmuligheder i det danske opdrætserhverv, og i akvakultur-erhvervet er der stor tilfredshed med dagens møde:

– Vi havde en god og konstruktiv dialog om, hvordan vi kan udvikle akvakultur-erhvervet i Danmark. Ministeren havde noteret sig, hvordan erhvervet har udviklet sig markant indenfor ferskvandsdambrug, og det oplever vi som et eksempel på en opmærksomhed og interesse for akvakultur. Vi håber, at mødet bliver startskuddet til en mere kontinuerlig inddragelse på ministerens område, og vores konkrete ønske om at bidrage i arbejdet med den kommende biodiversitetspakke, kvitterede ministeren for, siger Dansk Akvakulturs bestyrelsesformand Niels Dalsgaard.

 

Økologi i fokus

En væsentlig drøftelse mellem ministeren og Dansk Akvakultur var de nuværende regler for økologi. Her har regeringen en målsætning om at fordoble produktionen, eksporten og forbruget af økologi i 2030. Dansk Akvakultur vil gerne bidrage til denne udvikling. Det er allerede lykkedes at øge størstedelen af dansk muslingeopdræt til økologi, men de nuværende regler for ferskvandsdambrug forhindrer, at der kan komme gang i økologiudviklingen i resten af akvakultur-erhvervet:

– Den nuværende regulering af ferskvandsdambrug fremmer en udvikling mod intensivt fiskeopdræt med krav om anvendelse af recirkuleringsteknologi. Det står i direkte modsætning til EU’s nuværende og kommende regelsæt for økologisk fiskeopdræt, da de i praksis forhindrer, at vi kan producere økologisk fisk. Her vil vi gerne kvittere for, at ministeren udviste forståelse og var villig til at drøfte mulige løsninger, så vi i fællesskab øger den danske økologiske produktion af fisk, siger Dansk Akvakulturs bestyrelsesformand, Niels Dalsgaard.

 

Fortsætter den gode dialog

Akvakultur-erhvervet bliver stadigt større globalt. FN’s fødevareorganisation FAO har også valgt akvakultur som et særligt indsatsområde med stort potentiale, og udvikling af bæredygtig akvakultur er også nævnt som en del af fremtidens fødevareproduktion i FN’s verdensmål. Alligevel har produktionen været uændret i Danmark i mere end 20 år. Niels Dalsgaard ser derfor frem til at opretholde en løbende dialog med ministeren, som kommer til at omfatte invitation til besøg hos erhvervets medlemsvirksomheder:

– Vi ser os selv som en vigtig del af den danske fødevareproduktion og ser frem til at fortsætte dialogen med ministeren om, hvordan vi kan udvikle erhvervet yderligere. Akvakultur er klimavenlig og ressourceeffektiv fødevareproduktion, som kan bidrage til at løse klimaudfordringer, tab af biodiversitet og være en del af at styrke de danske naturområder. Vi glæder os til at invitere ministeren på besøg hos vores medlemsvirksomheder, så ministeren får anledning til at se vores produktion og få svar på spørgsmål fra vores hverdag, slutter Niels Dalsgaard.

Styrelse ser nærmere på 22 motorer i Limfjorden

Den hårdt kritiserede fiskeristyrelse arbejder videre i forsøget på at rydde op i den kaotiske forvaltning af motorkraftreglerne for muslingefiskerne i Limfjorden

Styrelse ser nærmere på 22 motorer i Limfjorden

Den hårdt kritiserede fiskeristyrelse arbejder videre i forsøget på at rydde op i den kaotiske...