Farverig fiskehandler og iværksætter fylder 40

Den 11. december fylder direktøren, iværksætteren og madøret Tommy Raabo Fischer 40 år.

Et kig på Tommys familieaner afslører, at hans familie har været selvstændige og beskæftiget sig med havet og havdyr i århundreder. Anerne går tilbage til en kaperkaptajn i Sverige, selvom familien primært har resideret i Nordsjælland og drevet fiskeri i området omkring Humlebæk Havn. Som barn fiskede Tommy selv ved det lille fiskerleje ved Humlebæk, mens han filosoferede over hvilket element, der var det rette i livet for ham. Han uddannede sig på rekordtid til dykkerinstruktør i sin ungdom og dykkede på en lang række spændende vrag i Øresund.

Sporene til levevejen som selvstændig blev lagt da Tommy som 18-årig blev udlært som fiskehandler hos sin onkel. For at dygtiggøre sig, arbejdede Tommy på en række fiskemarkeder i udlandet, heriblandt på det legendariske Pike Place Fish Market i Seattle, som er kendt for sin ekstraordinære og spektakulære servicekultur. En servicekultur, han indkorporerede i sine forretninger efterfølgende. Da muligheden for at drive Windsor Fisk på Frederiksberg og blive selvstændig opstod, greb Tommy den mulighed resolut. Han drev Windsor Fisk med succes frem til 2008.

Rollemodel og mentor
Tommy har været mentor og mester for mange unge mennesker i fiskebranchen gennem årene og han udtaler sig tit i medierne om behovet for at hjælpe flere unge ind i fag, hvor de kan gøre sig gældende fagligt og menneskeligt på en meningsfuld måde. Han er en hyppigt brugt talsperson i sammenhæng med danskernes spisevaner, særligt når det gælder danskernes indkøbsvaner vedrørende fisk og skaldyr. For nylig udgav Kaj Hilfling, Tommy og nyuddannede fiskehandlerelever i HAV en kogebog med fokus på at få danskerne til at spise langt flere underudnyttede danske spisefisk og skaldyr.

Tommy har undervist elever på Fiskeriskolen i Thyborøn gennem en årrække og har et tæt samarbejde med skolen, om at gøre hvervet som fiskehandler mere attraktivt for unge mennesker, der ikke er gearede til en akademisk karriere. 

Gastronomisk iværksætter
Idag er Tommy medejer af HAV A/S, som omfatter en butik og en afdeling med take-away i Torvehallerne i København. Han har været partner i en lang række gastronomisk forankrede virksomheder og ejer også Foodgear, som er Danmarks førende forhandler af japanske højkvalitetsknive. Han er partner i Omegn & Venner i Torvehallerne, som har fokus på suveræne lokale og regionale danske fødevarer og blev for nylig partner i østersfarmen Venø Seafood.

Sidste år etablerede han kommunikationsbureauet Tastebuddy med PR-rådgiveren Christian Møller. Tommy beskæftiger i alt 90 mennesker. Han er bosat i Helsingør, er gift med Therese Raabo Fischer og har tre børn.  

Fiskebutik i Hvide Sande får helt nyt look

Hvide Sande Røgeri investerer i en ny 25 meter lang køledisk til delikatesser samt røget og fersk fisk

Fiskebutik i Hvide Sande får helt nyt look

Hvide Sande Røgeri investerer i en ny 25 meter lang køledisk til delikatesser samt røget...