Carmo Food fra Nørresundby har udvidet varekataloget og bevæget sig ind på et nyt område.
– Vi er begyndt at kigge lidt mere på fisk, end vi har gjort hidtil for at blive knap så sårbare i den situation, vi har i verden i dag. Kina støvsuger jo hele verden for svinekød og oksekød. Det påvirker os og betyder, at vi skal til at kigge lidt i en anden retning, end den vi har været vant til, fortæller adm. direktør Ejner Sørensen til FødevareWatch.
Det nye varesortiment, fisk, afsætter virksomheden i i Fjernøsten gennem Carmo Food International. Det at implementere en ny produktgruppe samt opdyrkningen af nye markeder har været en bekostelig affære, og det kan aflæses på virksomhedens bundlinje.
Årsresultatet for perioden 2018/2019 ender i et plus på 329.000 kr. mod et underskud på 103.000 året før.
Hvis det går lidt trægt med bundlinjen, er der fuld fart på omsætningen, som steg med 53 procent og landede på 178,8 mio. kr.
Virksomheden forventer at lande et nettoresultat i størrelsesordenen 1-2 mio. kr. for det kommende regnskabsår.