Skærbæk Fiskerihavns 100 års jubilæum blev fejret

I 1920 stod Skærbæk Fiskerihavn færdig efter, at opførslen startede året før. Det blev lørdag fejret på havnen

Af Patrick Viborg Andersen

Flagene var hejst på alle vejene omkring Skærbæk Fiskerihavn. Grå skyer dannede til at starte med kulissen ud over den ellers hyggelige fiskerihavn. Det blev til lidt småregn, at formand Allan Buch bød velkommen. 

Han så tilbage på Skærbæk Fiskerihavn i historisk perspektiv og så frem til at markere 100 års jubilæet, der havde EventC som medarrangør, og de havde sørget for, at det hele forløb som det skulle med Covid-19 taget i betragtning.

I Skærbæk Fiskerihavns bestyrelse sidder der to repræsentanter fra Fredericia Byråd. De valgte til den opgave er Steen Wrist Ørts (A) og Christian Jørgensen (V), og de var begge til stede, og på vegne af dem holdt Jørgensen en tale.

– Der er noget ganske særligt ved en havn, der er ved verdenshavet. Man kan komme lang vejs væk fra, og man kan være helt lokal. Det er en stor gevinst at have sådan en havn, og derfor er det glædeligt at stå her og fejre de 100 år,” sagde Jørgensen og fortsatte:

– Siden Middelalderen har der været fiskeri her, og med tiden blev der brug for en havn, der blev bygget fra 1919 – 1920. I dag præges havneområdet blandt andet af fritidssejlads, men det er stadig et særligt sted. I har et dejligt miljø og fællesskab herude.

– Steen og jeg sidder som repræsentanter for Byrådet i havnens bestyrelse. Steen er en gammel fisker, der kommer fra Hvide Sande, og jeg selv kommer fra Sandal Strand. Vi hører af og til historier i forbindelse med vores arbejde i bestyrelsen. Fiskerne nævner altid, om der snart sker noget med den cykelsti til Kolding Landevej, som de har ventet på i 20 år, men den kommer altså, sluttede Christian Jørgensen, der med slutbemærkningen fik smilet på læben frem fra alle på pladsen.

Der gik fisk i den

På pladsen var der linet et fadølsanlæg op, og Ole Nikolajsen havde taget turen til Skærbæk Fiskerihavn med Pølsekutteren. Det var et populært indslag i takt med, at solen kom frem, og med baggrundsmusik fra en Soundboks blev der hygget til den store guldmedalje.

Arrangementet varede fra klokken 10:00 – 15:00, og undervejs var der forskellige indslag. Man kunne blandt andet låne en redningsvest til krabbefiskeri, få smagsprøver hos Pouls Fisk, Savannah og Aquablue, og komme ind og se havnen og fiskerisamlingen.

Som det hører sig til på en fiskerihavn gik der bogstaveligt talt også fisk i den. Det skete, da der klokken 11:30 var fiskeauktion. Bestyrelsesmedlem, Peter Wulff Nørholm, fik trukket menneskemængden hen til auktionen, som Gert Gregersen fra Esbjerg Fiskeauktion stod for.

– Jeg er sikker på, at Gert nok skal sørge for, at der kommer gang i den,” sagde Peter og overlod tøjlerne til Gert.

Og gang i den blev der. Flere gange blev der budkrig om den eftertragtede fisk, der efter at være blevet besigtiget af fiskekyndige, var af rigtig høj kvalitet. Undervejs markerede særligt Steen Wrist Ørts sig med at vinde en auktion, og sønnike ville ikke lade sig stå tilbage og vandt også. Slutteligt ville Christian Jørgensen også være med, og endte med at købe den sidste fisk, der var på auktion.

Efterfølgende var der mulighed for at se “Thor det gode skib”, der åbnede klokken 12:30 og klokken 13:00 fortolkede Den Stive Sømand sømandsviser og fik underholdt Skærbæk Fiskerihavn, som fik fejret de første 100 år.

Skat slår fast: Udenlandske fartøjer skal også betale CO2-afgift

Skat har opdateret sin vejledning om CO2-afgiften og slår her fast, at udenlandske fartøjer i alle tilfælde skal betale CO2-afgift, når de tanker i...

Skat slår fast: Udenlandske fartøjer skal også betale CO2-afgift

Skat har opdateret sin vejledning om CO2-afgiften og slår her fast, at udenlandske fartøjer i...