Havforskningsskibet DANA er efterhånden en ældre dame. 40 år, og derfor er DTU Aqua i fuld gang med at undersøge mulighederne for at bygge et nyt, moderne havforskningsskib.
Det kræver, at politikerne bliver overtalt, og derfor var folketingsmedlem Bjarne Laustsen (S) og uddannelses- og forskningsminister (S) Ane Halsboe-Jørgensen til et møde på det nuværende DANA IV for at drøfte mulighederne for at bygge et nyt, topmoderne DANA V indenfor få år. Det skriver Flaskeposten.nu
Centralt placerede folk i DTU, som ejer DANA, samt besætningsmedlemmer fra DANA deltog i mødet for at redegøre for planerne for et nyt skib. En skib, der kan stå mål med moderne udfordringer, herunder miljømæssige og teknologiske krav.
Universitetsdirektør ved DTU Claus Nielsen redegjorde for den brede vifte af formål, som det nuværende DANA udfører. Claus Nielsen nævnte, at de opgaver, som DANA udfører, måske godt kan udføres af chartrede danske og udenlandske fartøjer, men at det skaber meget store udfordringer, herunder økonomiske, bl.a. med hensyn til at udføre standardiserede, årlige moniteringer.
Derudover skal DANA gennemgå et skibssyn i 2022, og det store spørgsmål er, om det kan betale sig at investere i de nødvendige forbedringer og moderniseringer påpegede Institutdirektør Frits Köster fra DTU Aqua. Vurderingen er klart, at det eneste rigtige vil være at bygge et nyt, moderne havforskningsskib, der opfylder alle moderne krav. Et nyt skib kan designes efter de opgavetyper, der er behov for.
Herefter var der rundvisning på DANA med yderligere spørgsmål og diskussioner undervejs