2019 blev et godt år for Hanstholm Havn

Det gik bedre end forventet i 2019 for Hanstholm Havn, fremgår det i en pressemeddelelse

Hanstholm Havn håndterede sidste år fisk og skaldyr for 1,1 mia. kroner. 

Det skriver Hanstholm Havn, der er Danmarks største konsumfiskerihavn, i en pressemeddelelse.

Hanstholm Havns resultat før skat for 2019 landede på 7,9 millioner kroner mod 6,2 millioner kroner året før, og det er et bedre resultat, end havnen havde forventet.

-2019 blev endnu et godt år for Hanstholm Havn, og faktisk ligger resultatet over det forventede. Aktivitetsniveauet har været højt, og vi har sideløbende arbejdet med udvidelsen af havnen uden væsentlige driftsforstyrrelser, siger bestyrelsesformand Martin Vestergaard.

Mængden af landede fisk fra fiskefartøjer faldt i 2019 til 33.577 tons. Det skal ses i forhold til 2018, hvor der blev landet 38.679 tons fisk i Hanstholm Havn. Til gengæld steg den gennemsnitlige kilopris på konsumfisken fra 17,71 i 2018 til 19,78 i 2019.

Hertil kommer, at tilførslen af konsumfisk med lastbil fra andre danske og norske havne for salg i havnens kølehalsfaciliteter voksede med 100 millioner kroner.

Industrifiskeri er også et væsentligt forretningsområde for Hanstholm Havn. Desværre gik det tilbage for landingerne af tobis og brisling. Fra 140.660 tons i 2018 til 107.991 tons i 2019, hvilket isoleret set betyder en faldende landingsværdi på 22 mio. kr, ifølge pressemeddelelsen.

– Der er sket meget inden for vores område alene de seneste tre år. Fiskeriet flytter sig, og aktuelt har vi som bekendt udfaldet af Brexit som et stort usikkerhedsmoment.

Vi skal stadig leve af fisk, men vi skal også skabe vækst inden for andre områder, som vi har større indflydelse på. Det er rettidig omhu, siger Martin Vestergaard.

Indvielse må vente

Corona-krisen har betydet, at den store havneudvidelse, som er i fuld gang i Hanstholm Havn først bliver officielt indviet i sensommeren 2021. Det vil så betyde, at havneindvielsen vil være sammenfaldende med Dronningens besøg i Thisted Kommune. Kongeskibet Dannebrog er planlagt til at anløbe Hanstholm Havn ved den begivenhed. 

På linje med 2019

Selv om det kan være svært at komme med forudsigelser omkring 2020-regnskaberne og aktiviteterne på grund af corona-krisen, estimerer Hanstholm Havn, at aktivitetsniveauet i år vil være på niveau med 2019 på grund af færdiggørelsen af havneudvidelsen og ny køleauktionshal.

Fiskeriet lander overenskomst med 3F

Ansatte på danske fiskefartøjer kan se frem til endnu bedre arbejdsvilkår, efter at DFPO, DPPO og 3F har indgået aftale om en ny 3-årig...

Fiskeriet lander overenskomst med 3F

Ansatte på danske fiskefartøjer kan se frem til endnu bedre arbejdsvilkår, efter at DFPO, DPPO...