Venø Seafoods fra Struer vil allerede fra i år mangedoble produktionen af limfjordsøsters.
En ny investering i virksomheden har gjort det muligt at udvide med en ny produktionsenhed, der skal øge antallet af østers i produktionen. De nye anlæg ventes at være klar til brug i starten af august, skriver netmediet Fødevarewatch.dk.
– Vi har ikke mulighed for at følge med den nuværende efterspørgsel, da vi ikke har kapacitet til at producere mere. Vi har derfor valgt at gå efter guldet med en satsning på det nye anlæg, siger Kristian Borbjerggaard, der er adm. direktør for Venø Seafoods til Fødevarewatch.dk.
Med en femdobling af produktionen, vil skaldyrsproducenten hæve produktionen fra 20 tons østers i 2019 til fremadrettet 100 tons årligt.
Investeringer i udvidelser og jordkøb kommer i alt til at løbe op i 7-8 mio. kr. Pengene kommer bl.a. fra Tommy Raabo Fisher, der er ejer af Hav.dk, der har butik i Torvehallerne. Venø Seafoods har over flere år leveret limfjordsøsters til Hav.dk, og i december 2019 indledte de to parter et samarbejde, hvor Tommy Raabo Fisher med en millioninvestering satte sig på 20 pct. af skaldyrsvirksomheden i Struer.
Skal lære af franskmændene
Venø Seafood sælger i øjeblikket hummer, hjertemuslinger og limfjordsøsters. Limfjordsøsters udgør 65 procent af omsætningen i virksomheden.
Fremadrettet ønsker virksomheden at udvide sortimentet med den invasive stillehavsøsters, taskekrabber og konksnegle, lyder det fra direktøren.
– Min store mission er at få alle de produkter, som vi har i Limfjorden, ud til de danske forbrugere. Franskmændenes begejstring for konksnegle skal overføres til danskerne, og vi vil sælge hele taskekrabber til kunderne i stedet for blot at nøjes med kløerne.