Hirtshals Yard genopstår i nyt selskab efter stort forsikringskrav

Efter at forligsforhandlinger er endt uden resultat, kaster Hirtshals Yard håndklædet i ringen. Forsikringskravet blev dødsstød for værftet i sin nuværende form

Hirtshals Yard, medarbejderne og investorgruppen bag værftet har siden ulykken med den kæntrede dok i 2018 arbejdet i noget nær døgndrift for at skabe positiv drift og ikke mindst bevare de godt 100 arbejdspladser, som er tilknyttet værftet og værftets underleverandører. Corona-krisen har imidlertid været hård ved Hirtshals Yard, og værftet har i flere perioder af 2020 været delvist nedlukket som følge heraf. Herudover er selskabet sidst i januar blevet mødt med et forsikringskrav på et stort tocifret millionbeløb fra det norske forsikringsselskab Havtrygd, hvilket endeligt har trukket tæppet væk under selskabet.

Efter at forligsforhandlinger med Havtrygd er endt uden resultat, har bestyrelsen i Hirtshals Yard truffet den tunge beslutning at lade værftet kaste håndklædet i ringen.

Forsikringskravet bliver således det endelige dødsstød for værftet i sin nuværende form.

– Tanken om, at sagen skulle koste Hirtshals Yard livet, har ikke strejfet os, og jeg må virkelig tage hatten af for medarbejderne og den nye ledelses arbejdsomhed og loyalitet gennem snart tre års intens kamp. Vi kan dog på ingen måde mønstre et så stort forsikringskrav fra Havtrygd. Oven i en i forvejen presset økonomi og uden vilje fra forsikringsselskabet til at indgå et forlig har vi desværre ikke andre muligheder end at lade det eksisterende selskab ophøre, siger bestyrelsesformand Torben Andersen.

Det helt afgørende for Hirtshals Yard er at bevare værftets og underleverandørernes godt 100, for byen uhyre vigtige, arbejdspladser. Derfor overtager et nyt selskab under samme navn både medarbejdere, kunder og igangværende ordrer, og dermed er den værst tænkelige konsekvens af konkursen afbødet med stor velvilje fra investorkredsen bag Hirtshals Yard.

– De klart største tabere i den her meget beklagelige rekonstruktion er vores ejere i Hornsnes Invest, der netop investerede i selskabet efter dokulykken i 2018. Vi har også en række mindre kreditorer, som ligeledes vil lide tab, men fordi Hornsnes Invest har tilbudt at videreføre Hirtshals Yard, har vi kunnet sikre arbejdspladserne, og vores kreditorer har også fremover et værft i byen at samarbejde med. Nu handler det om at skabe ro omkring værftet og videreføre den struktur og de arbejdsgange, som vi kan se, at Hirtshals Yard, Corona eller ej, har haft stor succes med, siger adm. direktør i Hirtshals Yard Peter Rishøj Jørgensen, der også vil stå i spidsen for det rekonstruerede Hirtshals Yard.

Bag Hornsnes Invest står selskaberne Asbjørn A/S, Rederiet Ruth A/S, Beinur A/S og Rederiet Isafold A/S, der udgøres af fire pelagiske fiskefartøjer med hjemhavn i Hirtshals. Hirtshals Yard er blandt landets førende, når det gælder servicering, reparation og vedligeholdelse af fiskefartøjer, færger og meget andet, hovedsageligt i den maritime branche.

Formand for Grenaa Fiskeriforening: – Hvad er grunden til, at der ikke er fisk i de indre farvande?

I Grenaa Fiskeriforening mener formanden ikke, at man kan give trawlfiskerne skylden for at fiskene er forsvundet i de indre farvande

Formand for Grenaa Fiskeriforening: – Hvad er grunden til, at der ikke er fisk i de indre farvande?

I Grenaa Fiskeriforening mener formanden ikke, at man kan give trawlfiskerne skylden for at fiskene...