Launis vender underskud til overskud

Men adgangen til norsk farvand er jokeren i forhold til regnskabet for 2021

Rejefabrikken Launis A/S i Skagen har formået at vende et stort underskud til et overskud på knap tre mio. kr. Det viser det netop offentliggjorte årsregnskab for 2019/2020.

Men på trods af den markant forbedrede bundlinje, er selskabets direktør ikke helt tilfreds.

-Umiddelbart virker det jo som et fantastisk resultat, når man går fra et stort minus til et mindre plus. Men det er ikke sådan, at vi har armene over hovedet, siger direktør Gert Nielsen til Nordjyske.dk

Han henviser til, at kun cirka halvdelen af overskuddet kommer fra driften af fabrikken i Skagen.

-Resten kommer fra vores andre selskaber. Det er i princippet også okay, men når vi kigger på vores gearing, og den virksomhed vi er, skal vi højere op. Men vi er da godt tilfredse med udviklingen, lyder det fra Gert Nielsen, der ejer fabrikken sammen med sine to børn.

Behov for adgang til norsk farvand

Launis A/S håber på et bedre resultat i år, men den manglende adgang til norsk farvand er en joker, som giver hovedbrud for virksomheden.

-Når vi kigger fremad, er det med rynker i panden, siger Gert Nielsen.

Siden årsskiftet har danske fiskere været udelukket fra norsk farvand, da en fiskeriaftale mellem Norge, Storbritannien og EU endnu ikke er forhandlet på plads. 

Og kommer der ikke snart en løsning på konflikten, kommer det også til at koste penge hos Launis i Skagen, siger direktør Gert Nielsen:

-Vi står sådan set lige i øjeblikket i en rigtig krisesituation. Striden om norsk farvand er en katastrofe. Hvis ikke der kommer en løsning på det her, bliver vi ramt på tilførslen af rejer. Lige nu ligger næsten alle rejerne i den norske zone. Det giver panderynker, men vi skal nok komme igennem det. Det er mere fiskerne, jeg er bekymret for, siger Gert Nielsen.

Corona kan mærkes

En anden udfordring for Launis er de fortsat lukkede restauranter og hoteller som følge af corona-pandemien.

-Vi kan godt mærke det både på eksportsalget og på foodservicemarkedet, siger Gert Nielsen.

Fabrikken i Skagen kunne ikke sælge sine rejer til de danske restauranter i december, der som bekendt er store julefrokost-måned.

-Men heldigvis sprang danskerne ikke over rejerne, da de holdt julefrokosten derhjemme. December har været okay, når vi ser på detailhandlen, lyder det fra Gert Nielsen.

 

Formand for Grenaa Fiskeriforening: – Hvad er grunden til, at der ikke er fisk i de indre farvande?

I Grenaa Fiskeriforening mener formanden ikke, at man kan give trawlfiskerne skylden for at fiskene er forsvundet i de indre farvande

Formand for Grenaa Fiskeriforening: – Hvad er grunden til, at der ikke er fisk i de indre farvande?

I Grenaa Fiskeriforening mener formanden ikke, at man kan give trawlfiskerne skylden for at fiskene...