Ny platform skal drive den globale grønne omstilling på brændstofområdet

Nyt projekt vil etablere international platform, der skal give større udbud af mere bæredygtige brændstoffer til skibstrafikken

Et nyt projekt hos ShippingLab vil etablere en internationalt anerkendt platform, der skal medvirke til at drive den globale grønne omstilling på brændstofområdet. Konkret ved at koble nye typer brændstoffer til de rigtige testfaciliteter og afklare de relevante krav. Det skriver ShippingLab i en pressemeddelelse.

Bag tiltaget står en række større aktører, herunder Mærsk Mc-Kinney Møller Center for Zero Carbon Shipping, Alfa Laval, MAN Energy Solutions, DS Norden og A.P. Møller-Mærsk samt bioolie-leverandøren MASH Energy.

Formålet med projektet er at skabe en valideringsplatform for CO2-reducerende brændstoffer, som kan hjælpe producenter af bæredygtige brændstoffer med at imødekomme de maritime kunders behov og gøre vejen ind på det maritime marked nemmere for klimavenligere brændsler.

Platformens rolle vil være at forbinde producenterne med de rigtige testfaciliteter, der kan levere de data, der er behov for i forhold til at have et salgbart produkt til skibsfart.

Valideringsplatformen vil være tilgængelig for både eksisterende og fremtidige testfaciliteter både i Danmark og internationalt.

Formand for ShippingLab, Kjeld Dittmann er ikke i tvivl om, at det overblik, som platformen kan bidrage med, kommer til at gøre en positiv forskel for både producenterne og branchen som helhed.

– Det har været spændende at følge skabelsen af valideringsplatformen og opleve, hvordan den oprindelige dialog har udviklet sig til et tiltag, der kan give store fordele til den maritime branche. Der er brug for nye bæredygtige brændstoffer, men i praksis er det en stor udfordring at skabe et færdigt produkt, og det vil parterne i projektet gerne hjælpe med at gøre nemmere, siger Kjeld Dittmann.

Transitionen til at sejle på bæredygtige og klimaneutrale brændstoffer er kompleks.

– I den sammenhæng kan valideringsplatformen medvirke til at reducere den usikkerhed, som potentielle leverandører står med, og samtidig vil den også kunne sikre indsigt og viden om brændstofløsningerne hos kunderne og dermed øge interessen for og brugen af nye brændstofløsninger, siger Kjeld Dittmann.

Skærpet regulering af hummerfiskeri i Limfjorden

For Limfjorden er der indført strengere krav for erhvervsfiskeri, herunder et krav om speciel tilladelse til at fiske efter hummere

Skærpet regulering af hummerfiskeri i Limfjorden

For Limfjorden er der indført strengere krav for erhvervsfiskeri, herunder et krav om speciel tilladelse...