Opkøb skal sikre målsætningen

Planen om en omsætning på mellem tre og fire mia. kr. i 2026 skal sikres gennem opkøb

På trods af omsætningsnedgang de senere år holder koncernen Seafood Danmark fast i målsætningen om en omsætning på mellem tre og fire mia. kr. i 2026.

Fra begyndelsen i 2016 har der ifølge nuværende direktør Kaj Schlie ligget en tiårs plan, som man trods lidt udfordringer på vækstsiden holder fast i – også i de kommende fem år.

– Vi har en strategi, som går frem til 2026, som vi stadig kører frem efter. Dengang i 2016/17 lavede vi en plan, som havde et mål om, at vi i 2026 skal have en intern omsætning på 3-4 mia. kr., og at vores bundlinje skal være på 100 mio. kr. Det vil vi stadig gerne, siger Kaj Schlie ifølge netmediet Fødevarewatch. 

 

Flere opkøb

Koncernen omsatte i 2020 for 1,17 mia. kr. og endte med et årsresultat på 60,1 mio. kr. 

Men målsætningen om en omsætning på tre til fire mia. kr. i 2026 kommer ikke alene ved mere salg fra de nuværende datterselskaber. Det kræver flere opkøb.

– Vi kommer ikke i mål alene med organisk vækst, og derfor vil der også komme flere opkøb til i fremtiden. Vi har i dag 7-8 datterselskaber, og det forventer jeg vil stige til 13-14 datterelskaber i 2026, siger Kaj Schlie.

Koncernen regner ifølge Kaj Schlie med, at der allerede i år kommer yderligere et eller to datterselskaber til.