Hanstholm: Havnedirektør har valgt at stoppe

Nils Skeby har meddelt havnebestyrelsen, at han stopper som havnedirektør i Hanstholm Havn

Havnedirektør i Hanstholm Havn siden august 2020, Nils Skeby, har meddelt havnebestyrelsen, at han vælger at stoppe. Dermed skal Hanstholm Havn både finde en ny havnedirektør samt udpege en ny formand for bestyrelsen.

– Siden jeg startede i august 2020, har jeg været utrolig glad for at arbejde sammen med organisationen i havnen samt de mange virksomheder på og i periferien af havnen, men da min opgave nu er løst og rammerne for fremtidssikring af Hanstholm Havn ligger klar til eksekvering, synes jeg, det er den rigtige timing for mig at stoppe som havnedirektør, så der ikke kun skal findes en ny formand, men også en ny havnedirektør. Jeg vil gerne takke alle mine kolleger, virksomhederne på havnen, borgerne i Hanstholm samt andre samarbejdspartnere for den store opbakning jeg har fået i mit virke, lyder det fra Nils Skeby i en pressemeddelelse udsendt af Hanstholm Havn.

Han fortsætter:

Den opgave jeg blev sat til at udføre for Thisted Kommune og Hanstholm Havn inden for en 2-årig periode var at sikre et stærkt samarbejde mellem havnen og virksomhederne på havnen, samt udvikle Hanstholm Energifællesskab som skal føre til, at Hanstholm Havn bliver den første CO2-neutrale fiskerihavn i Europa, samtidig med at rammerne er skabt for, at Hanstholm Havn kan indgå en aftale med European Energy om at etablere et PtX-anlæg, der skal producere brint og metanol på det baglandsareal, der blev etableret i forbindelse med den netop afsluttede havneudvidelse.

Havnebestyrelsen er kede af, at Nils Skeby stopper, da han har været primus motor i forhold til udviklingen på havnen over de sidste knap to år.

– Niels Skeby meddelte bestyrelsen i Hanstholm Havn den 18. april 2022, at han opsiger sin stilling ved Hanstholm Havn. Dette er vi selvsagt utrolig kede af, da Nils har fået skabt et stærkt samarbejde på Havnen samt udviklet og etableret Hanstholm Energifællesskab, som skal føre til, at Hanstholm Havn bliver den første CO2-neutrale fiskerihavn i Europa og samtidig bliver det nye forretningsområde for havnen som supplement til fiskeriet, siger næstformand i bestyrelsen Kris Yde.

 

Hanstholm Energifællesskab

Hanstholm Havn har kickstartet en stor energirevolution, som vil bringe yderligere grøn energi og Power-to-X ind på havnen og skabe en stor havnesymbiose, hvor den enes affald bliver den andens ressource.

Energiprojektet vil gøre Hanstholm Havn til et foregangseksempel på, hvordan fiskerihavne kan spille aktivt med i den grønne omstilling. Visionen er at gøre Hanstholm Havn til Europas grønneste og første CO2-neutrale fiskerihavn.

Hanstholm Havn har i den forbindelse indgået en hensigtserklæring med den danske energiudvikler European Energy om etablering af vedvarende energianlæg samt Power-to-X-anlæg til produktion af brint og metanol på Hanstholm Havn. Dermed har havnens nye baglandsareal udsigt til at blive hjemsted for helt nye energiformer med bl.a. Nordjyllands første kommercielle Power-to-X-anlæg, hvor vedvarende energi kan indgå i produktion af fx metanol til grønt skibsbrændsel.

 Der afholdes afskedsreception for Nils Skeby den 3. maj kl. 14:00 på havnens kontor.