Vindmøllefirmaet European Energy A/S har ansøgt om at opføre to havvindmølleparker ud for Hirtshals, og det kan få store negative konsekvenser for fiskeriet.
Sådan lyder det fra Niels Kristian Nielsen, der er formand for Hirtshals Fiskeriforening.
– Det her er helt uacceptabelt for erhvervsfiskeriet på Hirtshals Havn. Det første projekt vil medføre store gener i forhold til indsejlingen til havnen, og det andet projekt vil ødelægge det 200 år gamle erhvervsfiskeri, der stadig foregår med mindre fartøjer ned mod Lønstrup, siger Niels Kristian Nielsen til Nordjyske.
Han kræver derfor projekterne stoppet.
European Energy A/S skriver i sin ansøgning, at der ikke er meget fiskeri i området, men det er forkert, påpeger Niels Kristian Nielsen.
– Selskabet har tjekket registreringer af positioner (AIS) og logbogsregistreringer af fiskefartøjer, men det er der ikke krav om for de mindre fartøjer under 12 meter. Så de små fartøjers fiskeri bliver ikke registreret. Men der bliver altså fisket rigtig meget i det område, siger han til Nordjyske.