Ny formand i Sydvestjysk Fiskeriforening med rødder i Hvide Sande

Den næste formand i Sydvestjysk Fiskeriforening er født og opvokset i Hvide Sande

Når der den 25. marts bliver afholdt generalforsamling i Sydvestjysk Fiskeriforening, er det sidste omgang i manegen for den mangeårige formand, Jesper Juul Larsen. Han har valgt at stoppe, nu hvor han fylder 65 år.

Den nye mand i førersædet i Sydvestjysk Fiskeriforening bliver Thomas Rahbek Sloth, som er født og opvokset i Hvide Sande.

– Jeg kender til fiskeriet, selv om jeg ikke selv har været aktiv som fisker. Nu har jeg de seneste år siddet som chefkonsulent hos Thyborøn Havns Fiskeriforening, og min far var fisker i min barndom hjemme i Hvide Sande.

 

Uddannet jurist

Thomas Rahbek Sloth er uddannet jurist, og det kan godt komme ham til gode i hans nye stilling som formand for Sydvestjysk Fiskeriforening.

– Jeg har et forspring i forhold til viden om juraen og fiskerilovgivning, og kan derved hurtigt sætte mig ind i nyt lovstof eksempelvis fra Christiansborg eller fra EU, siger han og fortsætter:

– Jeg kan dog også stadig lære meget omkring selve fiskeriet, og derfor glæder jeg mig også til parløbet med Jens Frich i Sydvestjysk Fiskeriforening, da han fortsætter som næstformand.

Han har sikret sig, at opbakningen er på plads, og dermed håber han også, at han kan lande en plads hos bestyrelsen i Danmarks Fiskeriforening.

– Det er da mit håb, at jeg bliver valgt ind i bestyrelsen i Danmarks Fiskeriforening til generalforsamlingen i slutningen af maj. Og så håber jeg, at jeg kan være med Jesper Juul Larsen som bisidder til de møder, han skal til, indtil hans periode i bestyrelsen hos Danmarks Fiskeriforening udløber. Dermed kan jeg allerede der få indblik i, hvad der rører sig, og hvilke opgaver, bestyrelsen arbejder med, siger Thomas Rahbek Sloth.

 

Dansk fiskeri på banen igen


Han glæder sig til at kæmpe for, at dansk fiskeri kan komme på fode igen.

– Brexit-kompensationen gør, at vi får frigjort nogle midler, som vi kan bruge til at få dansk fiskeri tilbage på rette spor igen. Desuden skal vi være bedre til at få fortalt de gode historier fra dansk fiskeri. Eksempelvis at fisk er den mest bæredygtige måde at få kødprotein på. Det skal vi have fortalt, så politikerne forstår det, siger Thomas Rahbek Sloth.