FF Koncernen kom ud af 2021 med 11 mio. på bundlinjen. Det er en forbedring på 40 mio. kroner fra 2020, hvor der var et underskud på 29 mio. kroner.
– Vi er under de givne forhold og forudsætninger tilfredse, men vi ser ind i, at vi skal være hurtigere til at reagere, når der opstår nye udfordringer, siger bestyrelsesformand i FF Koncernen, Jens Borup i en pressemeddelelse.
FF Skagen købte i 2021 382.000 ton råvarer til mel og olie, hvilket var lavere end budgetteret, lige som det var en nedgang på 150.000 ton i forhold til 2020.
Fortsat faldende kvoter
Råvaregrundlaget har været væsentligt reduceret, specielt for arterne tobis og brisling fra Nordsøen samt blåhvilling. Dette forårsagede, at virksomheden for andet år i træk måtte reducere medarbejderstaben samt lukke fabrikken i Hanstholm.
– Vi må desværre konstatere, at vores hav og natur er blevet en kampplads for visse organisationer og politiske partier, og dette med reducerede kvoter som konsekvens. De reducerede kvoter betyder desværre nedgang i arbejdspladser til vand og til lands og deraf nedgang i livsmuligheder blandt befolkningen langs vores kyster. Vi må blot håbe, at sagligheden vinder frem i debatten i fremtiden, men vi må tilpasse os den nuværende situation, og det har vi gjort med de seneste tiltag,” siger Jens Borup.
Bedste resultat
Scandic Pelagic opnåede i 2021 et flot resultat. Virksomheden købte knap 90.000 ton sild som budgetteret, men indtjeningen på virksomhedens produkter gik over forventning og er årsagen til, at resultatet blev bedre end forventet.
– Vi er naturligvis meget tilfredse med det flotte resultat i Scandic Pelagic, lyder det fra Jens Borup.