Hanstholm Havn har kickstartet en stor energirevolution, som vil bringe yderligere grøn energi og Power-to-X ind på havnen og skabe en stor havnesymbiose, hvor den enes affald bliver den andens ressource.
Det er et energiprojektet, som vil gøre Hanstholm Havn til et foregangseksempel på, hvordan fiskerihavne kan spille aktivt med i den grønne omstilling.
Visionen er at gøre Hanstholm Havn til Europas grønneste og første CO2-neutrale fiskerihavn. Det skriver Hanstholm Havn på sin hjemmeside.
Hanstholm Havn har i den forbindelse indgået en hensigtserklæring med den danske energiudvikler European Energy om etablering af vedvarende energianlæg samt Power-to-X-anlæg til produktion af brint og metanol på Hanstholm Havn. Dermed har havnens nye baglandsareal udsigt til at blive hjemsted for helt nye energiformer med bl.a. landets første kommercielle Power-to-X-anlæg, hvor vedvarende energi kan indgå i produktion af fx metanol til grønt skibsbrændsel.
Hanstholm Havn inviterer derfor til et informations- og dialogmøde, som vil foregå onsdag d. 16. marts kl. 16-18 på Hotel Hanstholm.
På mødet deltager Søren Hartz fra European Energy, havnedirektør Nils Skeby og kommende havneformand Kristian Jensen, der vil præsentere sig og fortælle om den videre udvikling af Hanstholm Havn.
Tilmelding er ikke nødvendig.