Bredgaard Boats har fået 69 mio. kr. i ordrebogen

Via EU-projektet Zealand International har bragt Bredgaard Boats i Rødbyhavn fra en håbløs position til vækst og tro på fremtiden

Bredgaard Boats i Rødbyhavn har specialiseret sig i at bygge fiskefartøjer med glasfiberskrog. Til gengæld havde virksomheden ikke helt styr på det med at markedsføre sig, hvilket resulterede i en forholdsvist tom ordrebog.

– Stemningen i ledergruppen er gået fra overlevelse til, at det nu er spændende at gå på arbejde.

Sådan siger Michael Jakobsen, ejer og direktør i værftsvirksomheden Bredgaard Boats i Rødbyhavn. Sammen med medejer Jørgen Wiuff har han på halvandet år været gennem en rejse fra ren overlevelse til fyldt ordrebog. 

– For halvandet år siden havde vi gang i byggeriet af to både, men intet andet i ordrebogen derefter. Jeg regnede faktisk med, at vi måtte lukke, lyder det ærligt fra værftsdirektøren.

Makkerparret valgte derfor at gå med i EU-projektet Zealand International hos Erhvervshus Sjælland. Projektet har siden 2018 og frem til årsskiftet hjulpet virksomheder med at finde deres ben på eksportmarkederne. Her deltog Bredgaard Boats først i en Basal Eksport-workshop.

– Det virkede kortvarigt, men hurtigt faldt vi tilbage i vores vante rutiner, fortæller Michael Jakobsen.

Ekstern rådgiver

Vendepunktet kom, da værftet fik tilskud i Zealand International til at købe hjælp fra en ekstern rådgiver. I november 2021 trådte Michael Stig Sørensen fra konsulentfirmaet A-2 ind ad døren og tog fat på udviklingen af salgs- og eksportstrategien til det norske marked. Den erfarne konsulent så hurtigt, at han ikke kunne lære ledelsen og de 23 ansatte at bygge skibe. Derimod haltede det med salget, overblikket, rollefordelingen og markedsføringen.

Virksomheden fik derfor en digital ordrebog, professionelle kræfter blev hentet ind til at lave hjemmeside og markedsføring på Facebook, og der blev indført en bedre fordeling af opgaverne. Det betød blandt andet, at Michael Jakobsen ikke længere tog del i produktionen, men satte fuldt blus på eksporten.

Som det vigtigste fik Bredgaard Boats styr på sin eksportstrategi. Gennem årene har Bredgaard Boats opbygget en niche med at bygge og sælge fiskefartøjer i glasfiber – salget går ikke alene til danske fiskere, men også til Grønland og Norge. Det norske marked, hvor der er kæmpestort potentiale, blev dog ikke dyrket konsekvent, men det fik konsulent Michael Stig Sørensen ændret.

– Vi har fået hul på det norske marked. Vi er ofte deroppe, og i dag sørger vi fx for at køre en kampagne på Facebook, inden vi tager på messe i Norge. Vi har også etableret lokale partnerskaber, fordi vi nu ved, at det skaber tryghed hos vores kunder i Norge, at noget af udstyret i skibene er lokalt produceret, fortæller Michael Jakobsen.

Måske ny hal

Også lokalt er Bredgaard Boats begyndt at indgå i partnerskaber. Blandt andet har værftet sammen med en lokal smedevirksomhed stiftet en virksomhed, der løser svejseopgaver, blandt andet for Femern Bælt-byggeriet. Desuden har Bredgaard Boats et partnerskab med en virksomhed i Jylland, der leverer hydraulik til fiskefartøjerne. 

Det øgede salg afspejler sig i den digitale ordrebog, som i øjeblikket lyder på nybygninger for 69 mio. kr. Produktionshallen er fyldt frem til december, og måske er der langt mere vækst på vej til værftet i Rødbyhavn. Værftet har netop afsendt et tilbud på et stort fiskefartøj til 77 mio. kr. til en kunde i Grønland.

– Det vil måske kræve en ny værftshal, og vi får virkelig brug for partnerskaber, hvis vi skal løfte den ordre, siger Michael Jakobsen.

 

 

Fiskerne fanger masser af kulmuler

De danske fiskere har haft et godt fiskeri efter kulmuler i årets første fire måneder

Fiskerne fanger masser af kulmuler

De danske fiskere har haft et godt fiskeri efter kulmuler i årets første fire måneder