Der er masser af tun i dansk farvand.
I en årrække er rovfisken blevet mærket uden for Skagen i et stort projekt ved DTU Aqua. Fiskerne ser dem også. Og det gør turisterne også.
Jens Peder Jeppesen, som er akvarie- og museumschef hos Øresundsakvariet, har haft 12 gæster med på tunsafari i Øresund, og her åbenbarede den store fisk sig for dem. 200 store atlantiske tunfisk sprang op af vandet for øjnene af dem. Det skriver TV2 Kosmopol.
– Det er helt spektakulært, at de springer så meget her i Øresund. Jeg tror aldrig, jeg har set så mange, siger Jens Peder Jeppesen.
Også i år vil DTU Aqua mærke tun uden for Skagen. Hvis vejret er til det begynder de på lørdag.