Carsoe Group, som producerer udstyr til flydende fiskefabrikker og fødevareindustrien, fik i 2022 et stort minus. Det skriver Børsen:
– Carsoe Group, der kontrolleres af kapitalfonden Solix, kom ud af 2021/22 med et samlet minus efter skat på 123 mio. kr., fremgår det af årsrapporten, som dækker 15 måneder frem til udgangen af 2022.
Det skyldes bl.a., at den nordjyske virksomhed droppede en juridisk bindende ordre til Rusland i kølvandet på Putins invasion af Ukraine.
Til Børsen oplyser direktør Hugo Disse, at 2022 var et år med mange udfordringer.
– Vi har skullet håndtere vores juridisk bindende, russiske kontrakter, efter vi valgte at trække os ud af Rusland, og i takt med, at nye sanktioner løbende er blevet implementeret. Vores exit fra Rusland har desværre også nødvendiggjort afskedigelser af dygtige og værdsatte medarbejdere samt nedskrivninger af varer indkøbt og produceret specifikt til vores russiske kunder, skriver direktøren.
Rusland er et stort marked for Carsoe. Modsat fx Carlsberg har Carsoe ikke et russisk datterselskab eller produktion i Rusland. Udfordringen har derfor været eksisterende kontrakter, som var svære at komme ud af. Heldigvis var der en force majeure-klausul, som gjorde det muligt.
Nu er Carsoes blik så rettet mod USA og Norge, hvor de ser et stort vækstpotentiale.