Foto og tekst af DTU Aqua
DTU er en af 31 forskningspartnere, der skal bidrage til den videnskabsbaserede indsats for at forstå og hjælpe havet over de næste 4 år – BIOcean5D er skudt i gang.
BIOcean5D hedder et stort, ambitiøst europæisk projekt, hvor 31 forskningspartnere fra 12 europæiske lande fra Finland til Grækenland er gået sammen om at bidrage til en tværfaglig forståelse af marin biodiversitet og økosystemmekanismer.
I januar mødtes forskere fra hele Europa på EMBL, The European Molecular Biology Laboratory, i Heidelberg for at skyde BIOcean5D i gang.
– Projektets mål om at kombinere genomiske observationer med avanceret modellering og dataanalyse er meget ambitiøs og har stort potentiale, siger Ken Haste Andersen, professor og DTU Aquas repræsentant ved kick-off-arrangementet.
Projektet er centreret omkring den væsentlige rolle, som biodiversitet spiller i opretholdelsen af marine økosystemer. Havets økosystemer er afgørende for planetens og menneskers sundhed. Alligevel er der stadig store huller i viden og forståelse af marine økosystemer.
Nylige undersøgelser af marine økosystemer har afsløret en mangel på forståelse for overflod, funktion og kollektiv dynamik af marine biota, samt dokumenterer, hvordan miljøforholdene ændrer sig i en usædvanlig hurtig hastighed som følge af menneskelige aktiviteter.
Egenskabsbaserede modeller
DTU Aqua vil bidrage ved at udvikle nye egenskabsbaserede modeller og dataanalyser af biodiversiteten for fisk og plankton, hvordan den varierer i tid og rum, og hvordan den påvirkes af menneskelige faktorer som udnyttelse af havet og klimaforandringerne:
– Vi vil fokusere på, hvordan processer, der er relateret til fødekæder, dyrelivets bevægelser og muligheder påvirker globale og regionale variationer i biodiversitet, siger projektkoordinator ved DTU Aqua, professor Brian MacKenzie.
Mange sessioner fokuserede på vigtigheden af at aftale processer og standarder for tilgange til prøveudtagning og datasystemer i lyset af de store mængder materiale, der vil blive genereret.
BIOcean5D vil skabe et digitalt fundament af multiskala-biodiversitetsdata og viden og udvikle værktøjer til at overvåge, forudsige og beskytte marin biodiversitet og den væsentlige rolle, den spiller. En sådan indsats vil ifølge projektdeltagerne spille en afgørende rolle i at forbedre det eksisterende, stærkt fragmenterede syn på marin biodiversitet.