Du har også forsikringer, der sikrer dig økonomisk tryghed i arbejdslivet. Pr. 1. januar 2023 blev forsikringen ved førtidspension forbedret, så dine forsikringer i pensionsordningen i PensionDanmark nu dækker følgende:
- Kritisk sygdom (skattefrit engangsbeløb på 100.000 kr.)
- Førtidspension (80.000 kr. årligt i supplerende løbende udbetalinger samt et skattefrit engangsbeløb på 100.000 kr. Efter et år i ressourceforløb kan halvdelen af engangsbeløbet udbetales).
- Død (ved dødsfald inden pensionsalderen får de efterladte udbetalt et mindstebeløb på typisk 500.000 kr.)
- Opsparingssikring ved ressourceforløb og førtidspension, der sikrer fortsat opsparing til pension
Du kan justere forsikringsbeløbene op eller ned, så de passer til dig din families behov. Du kan se, hvad det betyder for din opsparing ved at logge ind med NemID/MitID på pension.dk. Her har du også det det fulde overblik over din pensionsordning. Du kan også ringe til PensionDanmark på 7012 1330 alle hverdage kl. 8-18.
PensionDanmarks afkast var bedst i branchen i 2022
PensionDanmark kom ud af 2022 med begrænsede tab takket være en vellykket investeringsstrategi. Medlemmer under 46 år fik et afkast på -6,5 procent, mens medlemmer på 67 år fik et afkast på -4,3 procent. Afkastene placerer PensionDanmark øverst blandt de danske pensionsselskaber i størstedelen af alderspuljerne. Set over de seneste fem år er det gennemsnitlige årlige afkast for PensionDanmarks alderspuljer positivt med mellem 4 og 6 pct.
Høje afkast og lave omkostninger
Udover gode afkast er PensionDanmark også blandt de bedste i branchen til at sikre medlemmerne lave omkostninger til administration og investeringer. På den måde går mest muligt af pensionsbidraget til pensionsopsparing. Har du pensionsopsparing andre steder, kan det derfor være en fordel at overføre dem til PensionDanmark. Det er billigere, da du ikke skal betale for administration af den ekstra opsparing, og du får et bedre overblik over deres samlede pension.
Inden du foretager eventuelle overførsler bør du kontakte medlemsrådgivningen på tlf. 7012 1330 alle hverdage kl. 8-18.
Få overblik via app
Du kan også få et overblik over dine forsikringer via PensionDanmarks app “Din Pension”, der kan hentes i App Store eller Google Play. App’en er enkel at bruge og målrettet dig, der vil have et hurtigt overblik over pensionsordningen i PensionDanmark. Fx på kutteren, i sofaen derhjemme eller hvor det nu passer dig.
Når du har hentet app’en, kan du fx:
- tjekke saldoen på din pensionskonto
- regne på, hvor meget du får udbetalt, når du går på pension
- bestille behandlinger i din sundhedsordning.
Første gang du bruger app’en på telefonen, skal du logge på med en pinkode, som du skal bruge NemID til. Herefter kan du frit bruge app’en på din telefon – blot med pinkoden.
Særlig ordning til medlemmer med små pensionsbidrag
Medlemmer der over en periode på 12 måneder indbetaler mindre end 16.000 kr. til pensionsordningen overgår automatisk til en såkaldt Basisdækning med lavere forsikringsdækninger og dermed også en lavere pris. Det sker for at undgå, at en for stor del af pensionsindbetalingerne går til forsikringsdækninger.
Hvad sker der, hvis dine pensionsindbetalinger stopper?
Hvis du i en periode ikke indbetaler til pensionsordningen – fx hvis du ikke er på havet – får du en besked i mit.dk om, at indbetalingerne er stoppet, og at dine forsikringer og din sundhedsordning vil fortsætte i 12 måneder.
Du skal ikke gøre noget, og hvis du begynder at indbetale til pensionsordningen igen, fortsætter alt som før. Stopper dine pensionsindbetalinger over en længere periode, vil du efter de 12 måneder blive tilbudt at dine forsikringer kan fortsætte i yderligere 4 år. Udgiften til forsikringerne bliver trukket fra din opsparing i pensionsordningen.
Husk din sundhedsordning i PensionDanmark
Har du din pension i PensionDanmark, så husk at du via overenskomsten er omfattet af en sundhedsordning. Sundhedsordningen i PensionDanmark er gratis for dig at bruge. Du behøver ikke at gå til lægen først, og du kan nemt bestille tid hos bl.a. en fysioterapeut eller kiropraktor, hvis du fx har ondt i ryggen.
Du kan læse mere og booke tid til behandlinger på pension.dk/sundhed, eller du kan ringe på 7010 0806 alle hverdage kl. 8-18. Du kan også bestille tid til behandlinger og finde det sundhedscenter, der er nærmest dig, via PensionDanmarks app.
Online Læge i din sundhedsordning har længe åbent
Som en del af din sundhedsordning i PensionDanmark kan du komme til lægen via en videokonsultation. Lægerne i Online Læge kan via en videokonsultation hjælpe med de fleste ting, som din egen læge hjælper med. De kan svare på spørgsmål om dit helbred og sygdomme, sende dig videre til undersøgelse og i nogle tilfælde forny recepter. I sundhedsordningen har du også adgang til Online Psykolog, hvor du kan tale med en psykolog.
Videosamtalerne foregår enten via PensionDanmarks app (”Din Pension”) eller hjemmesiden pension.dk. Online Læge og Online Psykolog har åbent alle hverdage kl. 8-21, mens der i weekenden og på helligdage er åbent kl. 9-17.