Fremtidens internet er det blevet kaldt.
Der har været meget store forventninger til satellitprojektet Starlink, som den amerikanske rigmand Elon Musk står bag gennem selskabet SpaceX.
Elon Musk har flere gange skabt store virksomheder, der har rusket godt og grundigt op i deres brancher.
Det gjorde han første gang med det elektroniske betalingsfirma Paypal, med hvilket han grundlagde sin formue, og det samme gjorde han efterfølgende som indehaver af elbilsproducenten Tesla.
SpaceX grundlagde Elon Musk i 2002 med hovedsæde i Californien.
SpaceX har blandt andet et erklæret mål om at skabe en koloni på Mars.
Mere jordnært har SpaceX også en ambition om at sikre billigt og hurtigt bredbånd til hele verden, og her er man efterhånden nået ganske langt.
SpaceX har sendt 12.000 satellitter ud i rummet, som giver mulighed for, at man kan komme på internettet på en stor del af jorden, både til lands og til vands. Det er dette projekt, der har fået navnet Starlink.
– Alle i kommunikationsbranchen taler om Starlink. Det kommer til at disrupte markedet. Det er der ingen tvivl om. Fordelen ved Starlink er, at udstyret er meget billigt. I stedet for at skulle have en relativ dyr VSAT, så installerer man en flat panel, som ikke koster mere, end at hvis den går i stykker, så køber man en ny. Vi har allerede hjulpet mange handelsskibe med at få det installeret, og inden for nogle få år vil det også være standardudstyr på alle fiskefartøjer – bortset fra de små bundgarnsjoller, siger Klavs Torp, der er adm. direktør i Polaris Electronics.