Hanstholm Skibssmedie er blevet forhandler af trawlskovle

Hanstholm Skibssmedie har indgået en aftale med den franske producent Morgère om at blive forhandler af trawlskovle i Norden

I mere end 50 år har Hanstholm Skibssmedie været en vigtig samarbejdspartner for danske fiskere.

Virksomhedens kompetencer spænder bredt og dækker stort set enhver form for reparation, nybygning, ombygning, vedligeholdelse og service af især fiskefartøjer.

Som noget nyt er virksomheden blevet forhandler af trawlskovle på det nordiske marked.

Det fortæller virksomhedens adm. direktør,
Jesper Pedersen.

– Vi har indgået en aftale med den franske producent Morgère om at blive forhandler af trawlskovle i Norden. Det er en aftale, som træder i kraft umiddelbart efter Danfish-messen, og derfor glæder vi os rigtig meget til at fremvise de nye produkter på messen, hvor der også vil være repræsentanter til stede fra Morgère, som kan svare på spørgsmål om skovlene, siger Jesper Pedersen.

Hos Hanstholm Skibssmedie ser man et stort potentiale i at komme ind på markedet for trawlskovle.

– Hos Monoré er man ved at udvikle nogle nye typer af trawlskovle, og der har været god respons på de test, de har kørt på dem. Der er både fokus på miljøet og på at minimere omkostningerne til brændstof, når de slæbes gennem vandet. Vi overvejer også, om vi skal prøve at få et sæt eller to ud at køre som en test i Danmark, hvis vi kan finde et par fiskere, der er med på det, siger Jesper Pedersen.

Hanstholm Skibssmedie blev grundlagt i 1967, og den beskæftiger i dag cirka 30 medarbejdere.

Virksomheden er en af de faste deltagere på Danfish-messen, hvor alle er velkomne til at kigge forbi virksomhedens stand til en kop kaffe eller et glas vin.

Borgmesterkandidat inviterer Magnus Heunicke til Gilleleje

Derfor vil vi i Socialdemokratiet gøre, hvad vi kan for at få vores minister på området i tale, lyder det fra borgmesterkandidat Morten Dahlberg

Borgmesterkandidat inviterer Magnus Heunicke til Gilleleje

Derfor vil vi i Socialdemokratiet gøre, hvad vi kan for at få vores minister på...