Miljøministeren skal i samråd om RGS Nordic

Den lovede revurdering af RGS Nordics tilladelser trækker ud, og det har fået Alternativet til at kalde til samråd

I sommer kaldte miljøminister Magnus Heunicke (S) importen af det norske spildevand til RGS Nordics rensningsanlæg ved Stigsnæs for ulovligt, og han satte i samme ombæring en revurdering af virksomhedens gældende importgodkendelser i gang.

Virksomheden i Stigsnæs, der nu hedder Industrial Water Solutions, renser vandet fra Norge, hvor der også bliver filtreret nogle få procent olie fra. Denne olie kan genanvendes og derfor bliver det hele kaldt for nyttiggørelse. Havde Industrial Water Solutions importeret for blot at bortskaffe spildevandet, så var det hele ulovligt, men fordi de nyttiggør få procent, så er det reelt set lovligt.

At nyttiggørelsesprocenten kun ligger på nogle få procent, blandt andet 2,4 procent i en importtilladelse, fik en del politikere til at sætte spørgsmålstegn ved, om der reelt set er tale om bortskaffelse, og ikke nyttiggørelse, af spildevandet.

Dette fik miljøminister Magnus Heunicke (S) til at bede juristerne i Miljøministeriet om at se på, og vurdere, om der er tale om bortskaffelse. Altså er der bedt om en revurdering, og dette skulle være en hastesag.

Der er dog stadig ikke sket den lovede revurdering, og det har nu fået Alternativets miljøordfører Sascha Faxe til at kalde miljøministeren i samråd om sagen. Samrådet finder sted torsdag d. 2. november kl. 10. på Christiansborg.

Sascha Faxe ønsker en forklaring på, hvorfor det hele trækker i langdrag, og om det overhovedet kan lade sig gøre at stoppe for importen af det uønskede norske spildevand – og hvis det ikke kan, så ønsker ordføreren, at ministeriet fortæller det til offentligheden.

I mellemtiden har den politiske bevågenhed og protesterne fra befolkningen ikke fået RGS Nordic, eller Industrial Water Solutions om man vil, til at stoppe for importen af det norske vand.

17. oktober importerede rensningsanlægget det, de selv omtaler som lettere forurenet olieholdigt spildevand fra modtageanlægget Mongstad i Norge. Virksomheden skriver også, at myndighederne i både Danmark og Norge har godkendt importen.