Cheminova fortsætter med at udlede forurenet spildevand i havet ved Harboøre og Thyborøn, på trods af at prøver viser for høje koncentrationer af miljøfarlige stoffer som arsen og kviksølv.
Det skriver DR i dag i forbindelse med en ny tv-dokumentar om sagen.
Interne dokumenter fra Miljøministeriet afslører, at ministeriet har tilladt fortsat udledning, selvom det strider imod lovgivningen og EU-krav.
Embedsmænd har advaret om lovligheden af disse handlinger, men ministeriet er fortsat med at udstede retningslinjer, der tillader virksomheder at udlede.
Ekspertvurderinger påpeger de potentielle skadelige virkninger på dyr og planter. Miljøministeriet har afvist brud på loven, men erkender en procesrisiko ved at tillade udledninger.
Erhverv er vigtigere end havmiljø
Flere eksperter mener, papirerne viser, at Miljøministeriet har sat erhvervsinteresser over hensynet til at overholde den lovgivning, der skal beskytte havmiljøet.
En af eksperterne er Flemming Elbæk, der er partner i advokatfirmaet HaugaardBraad og rådgiver større danske industrivirksomheder.
– De kortsigtede hensyn til at kunne forsætte udledningerne får lov til at veje tungere end hensynet til at overholde lovgivningen. Det er sådan, jeg læser dokumenterne, siger han ifølge DR.
Miljøministeren har undladt at kommentere sagen, men ministeriet hævder, at der opnås tilstrækkelig miljøbeskyttelse gennem de seneste retningslinjer.
I 21 Søndag kan du møde Bjarne Hansen, der har brugt det meste af sit liv på at kæmpe mod forurening fra Cheminova. Nu omfatter hans kamp også Miljøministeriet. Du kan allerede nu se indslaget på DRTV her.