Hirtshals havn lagde bassin til, da Hirtshals Redningsstation og Hirtshals Fiskeriforening søndag inviterede til en anderledes form for tøndeslagning.
Omkring 25 voksne tog imod det våde tilbud og trak i deres redningsdragter og våddragter, og hoppede i bassinet for at slår til den dekorerede tønde.
I sidste ende blev det Rasmus Jespersen, der kunne kalde sig for kattekonge og blive fejret på land, da Hirtshals Redningsstation efterfølgende åbnede dørene op og serverede fiskefrikadeller og fastelavnsboller.
Traditionen med den våde tøndeslagning opstod omkring 1993, da det blev obligatorisk for fartøjer over 24 meter at have redningsdragter ombord. Det fik daværende redningschef Peter Jacobi til at udtænke denne kreative møde til at få testet redningsudstyret, men også lære fiskerne, hvordan dragterne bevæger sig i vandet.