Første landing fisk til Pelagia Danmarks nye fabrik

Themis var det første fartøj, der landede en fuld last brisling fra Østersøen til forarbejdning på den nye fabrik Pelagia Danmark. Foto: Skagen Havn

Pelagia Danmark i Skagen modtog mandag sin første landing fisk.

Første skib blev fiskefartøjet S. 144 Themis, hjemmehørende i Skagen, som landede en fuld last brisling fra Østersøen til forarbejdning på fabrikken.

Dermed er fabrikken for alvor i gang efter en hektisk byggeperiode.

En del af etape 3

Selve opførelsen af Pelagia Danmarks nye fabrik startede i januar 2024. Gennem hele byggeperioden har der været en god og tæt kontakt mellem Pelagia og Skagen Havn.

Fabrikken ligger på Etape 3 havneudvidelsen, som stod færdig i foråret 2021, og er opført på en del af det 38.000m2 store areal Pelagia Danmark råder over.

Arealet er beliggende direkte ud til en 625 meter lang kaj med stor vanddybde.

Store forventninger

Fiskene bliver på fabrikken omdannet til fiskeensilage, der består af hakket fisk og fiskedele, der ikke er brugbare som almindelige fødevarer. Herefter udskibes ensilagen i tankskibe.

Samtidig vil der være import af fiskeolie til anlægget i Skagen, hvoraf en stor del videredistribueres på det europæiske marked.

– Vi er allerede godt i gang med arbejdet og vi har store forventninger til fremtiden. Placeringen af fabrikken direkte ved kajen med 11 meters vanddybde er ganske fordelagtigt for os. Desuden er der på arealet her plads til yderligere udvikling af fabriksområdet, siger direktør for Pelagia Danmark, Mogens Andersen.

Styrker Skagen Havns position

Ved Skagen Havn er bestyrelsesleder, Niels Arnold Lund yderst positiv

– Det er glædeligt, at Pelagia Danmark har udvidet deres aktiviteter i Skagen. Pelagias tilkendegivelse om at ville bygge, var én af hjørnestenene for at planerne om Etape 3 kunne realiseres, så det er bestemt godt at se fabrikken i drift. Ydermere er ”det maritime” og ”fødevarer” to af Frederikshavns Kommunes vækstspor, som der her bidrages til. Det styrker værdikæden omkring det pelagiske fiskeri og Skagen, som Danmarks største fiskerihavn, siger han.

Ved Skagen Havn er man glad for tilliden og forventer det i fremtiden vil betyde øget antal landinger af fisk, samt mere gods over kaj.

L 625 Maritana har sat torske-rekord

Der er vist godt med torsk i Nordsøen i disse dage. I hvert fald har L 265 Maritana haft held i sprøjten

L 625 Maritana har sat torske-rekord

Der er vist godt med torsk i Nordsøen i disse dage. I hvert fald har...