Kajen i Strandby Fiskerihavn har set bedre dage. Spunsen er orange af rust, og generelt trænger kajområdet til en gevaldig opfriskning.
Og det får det nu! For Strandby Fiskerihavn har fået tilsagn på lidt over tre mio. EU-kroner fra Landbrugs- og Fiskeristyrelsen til at bygge et nyt kajanlæg.
– Det her tilsagn er livsvigtigt for havnen. Det gør, at vi nu kan renovere hele havnens livsnerve: auktionskajen, siger havnechef Christian Heidemann, der både glæder sig på havnens, fiskernes, men også lokalbefolkningens vegne:
– Kajen har stor betydning for byen, da den lægger areal til flere arrangementer, som er med til at sætte Strandby på landkortet. Det er så fantastisk, at det her kan ske.
– Strandby havn er bygget i 1896. Det betyder, at havnen var der først – og så blev byen bygget op bag ved havnen. Havnen er altså hele byens fundament. Den er også omdrejningspunkt og mødested for borgerne i Strandby – der bliver blandt andet afholdt den årlige fiskefestival med boder og levende musik. Og alt det ville ikke ske, hvis ikke man havde havnen.
Havnen desuden beskæftiger op mod 200 borgere.
Den nye havnekaj bliver både højere og bredere end den gamle. Dette blandt andet, så havnen er rustet til fremtidens stigende vandstande, og så landingsmulighederne for havnens kystfiskere bliver endnu bedre.
Havnen i Strandby har fået tilsagn til den nye havnekaj fra Det Europæiske Hav-, Fiskeri og Akvakulturprogram under ordningen ’Investeringer i kystfiskeri’. Formålet med ordningen er at forbedre vilkårene for danske kystfiskere ved at give tilskud til investeringer i bl.a. logistik og infrastruktur på de mindre danske havne og landingssteder.