For Heidi Bech Rønn var det et markant skifte i livsvalg, da hun forlod Randers og flyttede til Thyborøn. Hun var tæt på at færdiggøre sin uddannelse som finansøkonom og havde udsigt til en karriere som ejendomsmægler. Men en følelse af, at det ikke var den rette vej, gjorde, at hun tog en stor beslutning: Hun ville prøve noget helt andet.
– Jeg kunne ikke se mig selv sidde på et kontor resten af mit liv. Jeg havde brug for at lave noget med mine hænder og være en del af et miljø, der føltes mere levende, fortæller Heidi Bech Rønn.
Beslutningen førte hende til Vestkysten, hvor hun kastede sig over en uddannelse som fiskehandler. Den færdiggjorde hun, og i dag er fiskeriet ikke bare hendes arbejde – det er blevet en central del af hendes identitet.
Thyborøn har for længst taget imod Heidi med åbne arme. Hun er blevet gift med en lokal fisker, har stiftet familie og købt hus i byen. Det står klart, at Randers-kvinden ikke længere er på gennemrejse – hun er kommet for at blive.
Taler fiskeriet op
34-årige Heidi Bech Rønn har en stærk passion for fiskeriet og arbejder i dag på North Sea College, hvor hun underviser kommende fiskehandlere. Derudover fungerer hun som konsulent for de forskellige uddannelsesretninger, der udbydes på skolen. Hendes mission er klar: Flere unge skal få øjnene op for mulighederne inden for de blå erhverv.
– Det er ikke altid nemt at få de unge til at overveje en karrierevej som erhvervsfiskere, men jeg er begyndt at kontakte skoler og spørge, om jeg må lave oplæg for deres elever. Det er ganske korte oplæg, for de mister hurtigt koncentrationen, og så quizzer jeg med dem, fortæller hun om en af de metoder, hun bruger til at få unge til at overveje, om de ikke skal være erhvervsfiskere.
Hun fortæller, at det er nemt at få uddannelsen til erhvervsfisker til at lyde spændende, og så hjælper det også, at der er masser af frihed, frisk luft og muligheden for at tjene nogle gode penge i arbejdet til søs.
– Uddannelsen er ikke meganem at sælge, for så var der flere unge, som blev uddannede erhvervsfiskere. Men jeg tror et af problemerne er, at ikke nok kender erhvervet, og derfor skal vi udbrede kendskabet til uddannelsen, siger hun og fortsætter:
– Der er samtidig en masse gode historier derude fra fiskeriet, og dem skal vi huske at fortælle, når vi taler om erhvervet.
Vil inspirere
Selvom Heidi Bech Rønn elsker sit arbejde og fiskeribranchen, er hun også bevidst om de udfordringer, erhvervet står overfor. Der er mange ydre faktorer, som presser fiskerne, og det mærker hun også på hjemmefronten.
– Min mand er jo fisker, og vi taler selvfølgelig meget om de problemer, der fylder i hverdagen. Det er klart, at det kan være svært at bevare optimismen, når man står midt i det, siger hun ærligt.
Men trods modgangen nægter hun at give op. For Heidi Bech Rønn handler det ikke kun om at bevare sit eget håb – det handler også om at inspirere andre til at tro på fremtiden for dansk fiskeri.
– Hvis vi hele tiden kun taler om de negative ting, så bliver det en selvopfyldende profeti. Vi er nødt til at fortælle de gode historier også, fastslår hun.
Og Heidi er ikke bange for at tage ansvaret på sig.
– Nogen skal gå forrest og vise, at der stadig er en fremtid i fiskeriet – og det prøver jeg at gøre, både i mit arbejde og derhjemme, slutter hun med et smil.