Danske Havne har fået ny formand.
Det er Thomas Elm Kampmann, havnedirektør Køge Havn, som overtager stafetten, mens Rune D. Rasmussen, CEO for ADP, indtræder som næstformand.
Det oplyser Danske Havne i en pressemeddelelse.
Thomas Elm Kampmann erstatter Carsten Aa, direktør i Odense Havn, der dog beholder en plads som menigt medlem i bestyrelsen.
Thomas Elm Kampmann har indtil nu været Danske Havnes næstformand.
Den nye bestyrelse overtager stafetten i en tid med stor udvikling for de danske havne, hvor grøn omstilling, forsyningssikkerhed og øget samspil med industri og transportsektor er centrale fokusområder.
– Jeg har været mange år i havnebranchen og aldrig set så store ændringer som i øjeblikket. Det sker især på baggrund af stigende geopolitiske spændinger og klimaudfordringer, som har ændret havnenes vilkår og skaber nye politiske mål, krav og prioriteringer, siger den nyvalgte bestyrelsesformand Thomas Elm Kampmann:
– Jeg glæder mig til at fortsætte det gode arbejde i Danske Havne, så vi sammen kan sikre, at vores havne står stærkt og understøtter Danmarks position som en førende søfartsnation.