Fiskeriet er tæt forbundet med Nord- og Vestjylland. Nu bliver forholdet endnu tættere. For fiskeriminister Jacob Jensen har i dag meddelt, at Fiskeristyrelsen flyttes til Aalborg, hvor der oprettes 50 årsværk. Dermed rykker fiskeriforvaltningen markant tættere på de store fiskerihavne i Nord- og Vestjylland. Det glæder man sig over i Danmarks Fiskeriforening.
– Vi er glade for, at Fiskeristyrelsen rykker tættere på det erhverv, som det hele drejer sig om: fiskeriet. Det er set med vores øjne en stor styrke, at forvaltningen rykker tættere på, og jeg håber, det kan styrke samarbejdet mellem fiskerierhvervet og myndighederne, siger Svend-Erik Andersen, formand for Danmarks Fiskeriforening.
Velkommen ombord
Danmarks Fiskeriforening opfordrer til, at alle de medarbejdere fra Fiskeristyrelsen, der nu får en hverdag i Aalborg, kommer ud i havnene og ombord på de fiskefartøjer, det hele handler om.
Medarbejderne i Fiskeristyrelsen er meget velkomne ombord. Vi vil gerne vise vores fartøjer frem. Vi vil gerne fortælle om vores erhverv, om forvaltningen og om hvordan vi mener, vi kan fremtidssikre fiskeriet. Det får vi markant bedre muligheder for nu. Det skal vi udnytte, så vi kan sikre endnu bedre rammer for landets fiskere, siger Svend-Erik Andersen.