Siden 10. januar 2026 har det været et krav, at fangstcertifikater ved import af fisk og skaldyr fra tredjelande udelukkende fremsendes digitalt via EU’s CATCH-system.
Certifikaterne dokumenterer, at fiskene og skaldyrene er lovligt fanget, korrekt rapporteret og reguleret. Kravet har sådan set eksisteret siden 2010, dog i papirform i stedet for digitalt.
– EU har meget fornuftigt arbejdet på at indføre et digitalt system, så vi undgår alt det her papir. Det er et utroligt godt og fornuftigt formål, men det er bizart, at der er en række tekniske vanskeligheder, som gør, at man ikke kan sende certifikaterne igennem, siger Poul Melgaard, der er direktør i Danish Seafood Association, som er en del af Seafood Europe.
De tekniske problemer betyder blandt andet, at felter ikke kan udfyldes, oplysninger ikke kan findes igen, og at certifikater ikke kan fremsendes korrekt.
Seafood Europe har sammen med Europêche, Copa-Cogeca og EAPO sendt en fælles henvendelse til EU-Kommissionens fiskerikommissær, Costas Kadis, for at få løst problemer.
– Vi lægger op til, at vi kan få en fleksibel ordning, så vi kan importere varerne mod fremlæggelse af det papirbaserede fangstcertifikat, som vi altid har gjort, mod efterkontrol, siger Poul Melgaard.
LÆS OGSÅ: Europæiske organisationer kræver ændringer i kontrolforordning
Forsendelser hober sig op
Konsekvensen af de tekniske problemer med den nye ordning er, at fisk og skaldyr bliver tilbageholdt ved EU’s grænser.
– Helt konkret betyder det, at forsendelser hober sig op rundt omkring ved grænserne i EU, siger Poul Melgaard.
Problemerne omfatter al import fra tredjelande, herunder Norge, Færøerne, Island og Grønland, men også udenlandske fiskefartøjer, der lander fisk i Danmark.
Det giver alt store ekstraomkostninger, når fisk og skaldyr bliver tilbageholdt i havne, frysehuse eller containere.
I flere tilfælde har speditører og toldagenter måttet taste papirbaserede certifikater manuelt ind i systemet, hvilket kan koste op mod 300 euro per forsendelse.
LÆS OGSÅ: EU-fiskere: Makrelaftale isolerer EU og skævvrider konkurrencen
Danmark sakker bagud
Situationen kompliceres yderligere af, at EU-landene håndterer problemerne forskelligt. Frankrig har indført en overgangsordning, som løber frem til marts, hvor papirbaserede certifikater kan accepteres, hvis CATCH-systemet ikke fungerer. Tyskland har en lignende ordning, mens Holland midlertidigt har suspenderet brugen af systemet.
– I Frankrig har man faktisk en overgangsordning, hvor man kan fremlægge den gamle fangstcertifikat og så eftersende det i det nye digitale system, siger Poul Melgaard.
I Danmark er meldingen mere uklar. Her siger myndighederne, at man er fleksibelt indstillet, fortæller han.
Ifølge Poul Melgaard skaber det ulige konkurrencevilkår mellem importører i forskellige EU-lande.
– Der er nogle, der har den her mulighed, og andre der ikke har. Det påvirker simpelthen forsyningskæden, siger han.
– Det er ikke, fordi nogen skal slippe for kravene, men vi skal have det udskudt, indtil det fungerer.