Generalforsamling i Bønnerup: – Vi kæmper videre

Udfordringer og benspænd har stået i kø i Bønnerup Fiskeriforening i det forgangne år, men lyspunkter har heldigvis også kunne finde vej til Norddjurs

Lars Hotter - generalforsamling Bønnerup

Lars 'Hotter' Petersen, formand i Bønnerup Fiskeriforening, aflagde beretning ved generalforsamlingen den 28. februar 2026.

Lørdag den 28. februar afholdt Bønnerup Fiskeriforening sin årlige generalforsamling, hvor formand Lars ‘Hotter’ Petersen gjorde status over et år præget af store forandringer, politiske udfordringer og fortsat kamp for erhvervets overlevelse.

Det forgangne år har været det første med en ny bestyrelse – og et år, hvor fiskeriet har været under massivt pres fra politisk side. Først kom lukningen for stenbiderfiskeriet, derefter tungerne, og inden regeringen gik på sommerferie, faldt den måske største bombe: Forbud mod bundtrawl i de indre danske farvande fra Fornæs og ned.

– Alle forbud, der rammer vores medlemmer på tværs af fangstmetoder, gør det bestemt ikke nemt at være fisker – uanset, hvad man fisker med eller efter, lød det fra Lars ‘Hotter’ Petersen.

På trods af modvinden har Bønnerup Fiskeriforening arbejdet aktivt for at få fiskernes stemme hørt. Der har været besøg af fiskeriminister Jacob Jensen og det lokale folketingsmedlem, Leif Lahn Jensen (S). Og foreningen har været til foretræde for Miljø- og Fødevareudvalget på Christiansborg og haft møde med Torsten Gejl fra Alternativet.

Bønnerup er vigtig kulturarv

Derudover er forretningsfører Pernille Dohn blevet medlem af Blåt Råd, hvor hun arbejder for at få kommunerne i Havsamarbejdet til at bakke Norddjurs Kommune op omkring fiskeriet.

På et møde for nylig besluttede foreningen at udarbejde et konkret forslag til politikerne om fiskekasser og afgrænsede områder, hvor der fortsat kan fiskes. Målet er er at bevare det kystnære trawlfiskeri med de mindre både.

– Vi har forsøgt at spille ind til politikerne med, hvad vi mener, der skal til for, at vi alle kan være her, og vi fortsætter kampen. For fiskeriet i Bønnerup er en kulturarv, vi ikke må give slip på, for så risikerer vi tomme havnebassiner, forretningerne lukker, og at folk ikke bosætter sig i vores by. Så vi fortsætter kampen, lød det fra Lars ‘Hotter’ Petersen.

300 smagsprøver på jomfruhummersuppe

Midt i summer af udfordringerne har der også været positive oplevelser. Sommerens havnefest  ’Åben Kutter’ blev en stor succes. Der blev serveret 300 smagsprøver på jomfruhummersupper – et arrangement, der skabte stolthed og synlighed omkring erhvervet.

Derudover har foreningen fået et nyt isværk, som fungerer upåklageligt. Samarbejdet med havnen er også rigtig godt.

Afslutningsvis takkede Lars Hotter Petersen medlemmerne for deres engagement i det forgangne år og sendte en særlig tak til Svend-Erik Andersen og Allan Buch fra Danmarks Fiskeriforening for hjælp og sparring.

DFPO arbejder videre med fiskeriaftalen

Derefter gik ordet til Svend-Erik Andersen, som takkede for samarbejdet med Bønnerup Fiskeriforening. Han lagde ud med at nævne, at der har været omsætningsrekord i dansk fiskeri i 2025.

– Det kan provokere, når der heromkring ikke er det store fiskeri. Men det er vigtigt at fortælle de gode historier til pressen. Det ændrer naturligvis ikke på, at vi har mange problematikker at tage fat i, sagde han med henvisning til blandt andet situationen på Djursland.

Svend-Erik Andersen pointerede, at Danmarks Fiskeriforening arbejder intenst videre med de 37 punkter i fiskeriaftalen.

– Det reelle indhold er forblommede ord og initiativer, der lukker ned, men der er også en række punkter, der kan blive noget positivt ud af. I den forbindelse bakker vi naturligvis op om jeres initativer her i Bønnerup – som for eksempel Blåt Råd, sagde han og nævnte afslutningsvis, at DFPO inviterer folketingskandidater til besøg på havnene under valgkampen til nogle vigtige snakke om fiskeriets kerneområder og om udvikling af erhvervet.

Nej til sammenlægning

Der var kommet et forslag om sammenlægning af de tre fiskeriforeninger på Djursland – et forslag, som generalforsamlingen stemte nej til med fuldt flertal. Yderligere var der afstemning om et forslag om hævning af kontingentet fra 300 til 500 kroner. Det blev vedtaget med ni stemmer ud af 15 stemmeberettigede.

Derefter tog Pernille Dohn ordet og meddelte, at Torben Hald Christensen og Lars ‘Hotter’ Petersen var på valg, men ikke ønskede genvalg. Bestyrelsen foreslog Ted Thommesen og Jens Melin i stedet for, og de accepterede begge at blive valgt. Der blev ikke valgt nogen suppleanter.

Den nye bestyrelse konstituerer sig i løbet af marts.

Betina Kastbjerg: – Jeg håber, fiskerne ved, at vi kæmper deres sag

Fiskeriets rammevilkår, CO2-afgift og rekruttering til erhvervet var blandt emnerne, da Betina Kastbjerg (DD) besøgte Thyborøn. Her mødtes hun med fiskere og elever fra...

Betina Kastbjerg: – Jeg håber, fiskerne ved, at vi kæmper deres sag

Fiskeriets rammevilkår, CO2-afgift og rekruttering til erhvervet var blandt emnerne, da Betina Kastbjerg (DD) besøgte...