EU-Kommissionen har vedtaget midlertidige rammebestemmelser for statsstøtte, der skal hjælpe med at håndtere konsekvenserne af krisen i Mellemøsten. Fiskeriet er blandt de sektorer, der kan få direkte gavn af ordningen.
De nye regler gør det muligt for EU’s medlemsstater at støtte fiskeriet økonomisk i en periode frem til 31. december 2026. Det skriver EU-Kommissionen i en pressemeddelelse.
For fiskerisektoren betyder det, at medlemsstaterne kan kompensere op til 70 procent af de ekstraomkostninger, som følger af stigende priser på brændstof. Beregningen tager udgangspunkt i forskellen mellem aktuelle markedspriser, tidligere prisniveauer og fiskernes forbrug før krisen.
Samtidig indføres en model, hvor fiskere kan modtage støtte uden at skulle dokumentere deres præcise forbrug.
Her kan støtten i stedet fastsættes ud fra eksempelvis fartøjstype eller et generelt skøn over brændstofforbruget. Med denne model kan den enkelte fisker modtage op til 370.000 kroner i støtte.
Tiltagene er en del af en større indsats fra EU for at håndtere de stigende energipriser.
Foranstaltningerne skal anmeldes til EU-Kommissionen, men vil blive behandlet gennem en hurtig godkendelsesproces.
– De seneste stigninger i energipriserne kræver en øjeblikkelig reaktion. De midlertidige rammebestemmelser tillader let anvendelige løsninger, der vil understøtte den fortsatte udvikling af centrale EU-sektorer såsom landbrug, fiskeri og transport ved at afbøde krisens virkninger, siger Teresa Ribera, som er EU’s konkurrencekommissær.
Det er endnu uvist om danske fiskere kan få gavn af muligheden for statsstøtte, da det er op til EU’s medlemsstater selv at beslutte, om de vil gøre brug af muligheden.
DFPO har rettet henvendelse
Danmarks Fiskeriforening har flere gange rejst problemstillingen over for både politikere og embedsværk, senest i et brev til fødevareministeriets departementschef Henrik Kjærgaard.
– Der er ingen tvivl om, at mange danske fartøjer er hårdt ramt af de høje brændstofpriser, og at flere fartøjer og virksomheder aktuelt overvejer, om det er økonomisk bæredygtigt at fortsætte fiskeriet under de nuværende vilkår, skrev Svend-Erik Andersen, formand for Danmarks Fiskeriforening:
– DFPO hilser derfor EU-Kommissionens initiativ velkommen og vil opfordre til, at de danske myndigheder snarest muligt vurderer mulighederne i Kommissionens udspil samt arbejder for en hurtig etablering af en støtteordning.
– En sådan ordning er afgørende for at sikre fortsat fiskeri i danske farvande og dermed opretholde dansk fiskeris bidrag til fødevareforsyningen i både Danmark og EU.