Fredag den 27. marts var der generalforsamling i Hanstholm Fiskeriforening.
Her gjorde formand Jan Hansen status over det forgangne år.
Han konstaterede på den ene side, at fiskeriet befinder sig i en tid, hvor erhvervet er under et voldsomt pres, men også, at 2025 målt på omsætning blev et fornuftigt år for de fleste af de nordjyske fiskere.
– Når vi ser tilbage på 2025, må vi konstatere, at selv om fangstmængderne ikke var blandt de største, så har priserne været helt i top både på konsum- og proteinfisk. Det har betydet, at mange har oplevet en markant øget omsætning, sagde Jan Hansen.
Han tilføjede, at 2026 ser mere udfordrende ud, ikke mindst fordi kvoterne er blevet sat ned på en række vigtige arter, bl.a. torsk og mørksej, og at olieprisen samtidig er steget markant pga. krigen i Iran.
Dertil kommer, at man nu skal i gang med at implementere den fiskeriaftale, der blevet indgået på Christiansborg sidste år. Den indebærer blandt andet, at kystfiskerordningen forringes markant, idet fartøjer over 50 BT fremover ikke må være med i ordningen.
– Hanstholm Havn er den havn i Danmark, hvor der landes flest kystfiskerfisk, og vi oplever et stigende antal kystfiskere, men selv om politikerne ofte udtrykker ønske om at støtte kystfiskeriet, så oplever vi det modsatte i praksis, sagde han.
Han konstaterede også, at mængden af regler og administrative krav bliver større og større.
– Fiskerne gør deres for at optimere og effektivisere fiskeriet, men vi har brug for en mere smidig og realistisk regulering. Hvis fiskeriet skal udvikle sig bæredygtigt, skal der lyttes til dem, der har den praktiske erfaring, og myndighederne skal gøre det lettere at teste og implementere nye løsninger, sagde Jan Hansen.