Den aften vil Morten Olsen gå tidligt i seng. Han har været på røgdykkerkursus i Randers og har nu ramt hjemmet i Ræhr efter en lang dag. Efter aftensmaden går han rundt i sit hjem og støvsuger.
Så går alarmen. Klokken er 20.29. Morten ringer straks til sin kollega, Rino Sekkelund, som har døgnvagten på stationen. Hvad sker der? Vil han vide.
Rino fortæller, at fiskekutteren Flipper har fået motorstop 400 meter fra molen. Ombord befinder sig fire fiskere. Morten ved instinktivt, at det ikke er godt. Havet viser frådende tænder. Vejrudsigten melder stormende kuling.
– Jeg tænker: Fuck mand, det er noget lort. Noget rigtig lort. Der er nok den værste melding, vi kan få. Nu skal det gå hurtigt.
Morten siger farvel til sin kone, Tina, inden han kaster sig ind i sin sort-hvide Renault for at køre ned til havnen. Tina ved, hvad der skal ske, når alarmen går og stiller ikke spørgsmål. Morten tilbagelægger de seks kilometer til Hanstholm hurtigere end tilladt.
– Man må ikke køre for stærkt, men det gør jeg den aften. Jeg sætter kørekort og bil på spil. Vi kan risikere, at skibet rammer molen, før jeg er fremme, fortæller han.
Væltet rundt som et Legoskib
På stationen løber Morten ind og tager sin dragt på. Fire af hans kolleger er allerede ankommet og klar til at springe ombord på redningsfartøjet C. B. Claudi. De tjekker, at alle luger er lukket og alt surret fast. Én gør slæbetrossen klar, og en anden finder PLT’en frem. Det er en trykladet kanon, som slynger den orange kastelinebold ud til de nødstedte.
Ombord på C. B. Claudi sørger Morten for at finde kastelinerne frem, mens Rino styrer skibet, og kollegaen Jacob Klemmensen prøver at få kontakt med mandskabet via VHF-radioen ombord på Flipper.
Men der er tavst.
– Da vi kan se Flipper, går det op for os, at den har ramt molerne nogle gange. Mit skud er, at bølgerne er otte-ti meter høje, og Flipper får så mange bøllebank op ad stensætningen. Den bliver væltet rundt som et Legoskib. Det ser helt sindssygt ud, og én af mine kolleger udbryder: ’Åh nej, den synker.’ Vores egen båd bliver også ramt at de store bølger og ligger sommetider omme på siden, og vi må klamre os fast til gelænder og andet på dækket. Vi bliver ramt af bølger på agterdækket. Nogle gange må vi holde vejret. Når vi kommer fri af bølgen igen, når jeg at tænke: ’Bare ingen på C. B. Claudi er skyllet ud.’ For hvis nogen bliver skyllet i vandet, vil de højst sandsynlig ikke overleve, fortæller Morten, der på et tidspunkt ser Flipper forsvinde helt under vand. Han kigger på kollegerne, og de tror på et tidspunkt, den er sunket.
– Vi er frustrerede og føler os modløse, da vi opdager, at der ikke er nogen ombord på Flipper til at tage imod kastelinen. Men lige der får vi kontakt via VHF-radioen til mandskabet på Flipper. De er der stadig. De kommer ud af styrehuset og klamrer sig til gelænderne.
Alle sekunder tæller.
Morten og hans kolleger tager en beslutning, der går endnu hurtigere: Flipper er kommet ind på så lavt vand, at de ikke kan komme tæt på med C. B. Claudi uden at støde på grund. De vil sejle ind på indersiden af ydermolen og forsøge at fortsætte redningsaktionen derfra.
Cyklede efter ambulancer som dreng
Det er 25 år siden, Morten havde sin første vagt i Kystredningstjenesten i Hanstholm. Han er oprindelig uddannet skibsmontør og brandmand, og da han fik mulighed for at blive fastansat stationsleder hos kystredningen i 2010, tøvede han ikke med at sige ja.
Gennem årene er det blevet til mange redninger af den ene og anden art – og kommer han først i gang, kan han fortælle i detaljer om skadede menneskeliv, så selv de mest hårdføre får akut spændingshovedpine. Det har dog aldrig givet ham selv problemer med at sove.
– Jeg har set mange grimme ting i mit arbejdsliv, men jeg synes selv, at jeg er god til at snakke om tingene. Også de klamme detaljer. Så får du det ud af systemet. Vi har nogle tavse typer hernede på stationen, men jeg tror, alle har glæde af at få snakket om deres oplevelser.
Mortens forældre var ikke overraskede over deres søns karrierevalg. Som dreng var han nysgerrig på en måde, der fik ham til at cykle efter ambulancer, hvis han hørte sirener. Han ville se, hvad der foregik. Og han vidste tidligt, at hvis han kunne være med til at redde menneskeliv, skulle han det.
– Det er mit kald i livet, kan man vel sige, fortæller Morten og tilføjer, at hans ældste søn, 23-årige Jakob, har valgt at gå sin far i bedene. Han begyndte som redningsmand på deltid i april, og som sin far er han drevet af en nysgerrighed og iver for at være, hvor tingene sker og kunne gøre en forskel.
Søndag den 5. oktober var Jakob ikke på arbejde. Og det er Morten lettet over.
– For satan, hvor er jeg glad for, at han ikke var med den aften. Der er så meget magt i det hav, og du har ikke ordentligt fodfæste på et skib i dårligt vejr. Det var den mest erfarne besætning, der var med den aften med Flipper. Og det var skideheldigt.
Er nødt til at gå ud i vandet
Morten og kollegerne ombord på C. B. Claudi er sejlet ind til indersiden af ydermolen, hvor de kravler over på stensætningen. De er forpustede af at bevæge sig hurtigt i dragterne, der vejer 8-10 kilo. Morten, som ellers er i god form, hyperventilerer.
Hele tiden skal de passe på ikke at falde i hullerne mellem de glatte sten og selv ryge ud i havet. Der ligger en mand i vandet i en redningsdragt. De prøver at skyde kastelinen ud til ham, men han får ikke fat i den.
– To af mine folk er nødt til at gå i vandet for at få fat i manden. Den ene slår hovedet og ribbenene, og den anden får et kæmpe slag på låret, men de lykkes til sidst med at få fat i manden. Imens prøver jeg længere ude på molen at råbe ud til ham, der hænger på taget af skibets styrehus. Han råber tilbage, at der er to mere, fortæller Morten.
Sekunderne føles som evigheder, før redningshelikopteren ankommer.
Mandskabet på den flyvende ambulance firer en line ned til fiskeren på taget, men det blæser så meget, at han ikke kan få fat i den. Pludselig lykkes det efter adskillige forsøg, og Morten holder vejret, mens fiskeren bliver trukket op i sikkerhed.
Klokken 21.40 er alle bjærget i land. På molen er et hav af ambulancer, politibiler og lokale beboere stimlet sammen. Tre af fiskerne lever og bliver kørt på hospitalet for at blive tilset af læger. Men den sidste, en 55-årig fisker, er omkommet i den ulige kamp med bølgerne.
Morten er ked af, at et menneskeliv gik til. Omvendt mener han, at det kunne være gået meget værre.
– Vi troede, at alle fire gik til, og at skibet ville synke. For det var på nogle tidspunkter helt under vand. Det kom op og ned mange gange. Vi kunne ikke gøre så fandens meget på ydersiden af molerne, for der var ingen til at tage imod det udstyr. Vi er godt tilfredse med, at vi tog den beslutning om at sejle ind og fortsætte på molen, selvom det føltes underligt at forlade dem derude. Men det var klogt. Og vi kunne gøre tusind gange mere derinde end ude i bølgerne, efter at Flipper var drevet ind på så lavt vand.
Ikke tid til at føle angst
De seks redningsmænd kører hjem til stationen og puster ud. De tømmer dragter og udstyr for vand og sand. Og bagefter laver de en såkaldt ’defusing’, hvor alle over en kop kaffe fortæller, hvordan de har oplevet aktionen. Ingen får lov at gå hjem, før de har talt sammen.
De taler om, hvor voldsomt det har været. Hvor meget vand, der var på dækket af C. B. Claudi, og hvad det krævede at holde fast. Adrenalinet er en superkraft, der holder dem i gang under aktionen, mener Morten.
– Vi er så fokuserede, og det hele går så hurtigt. Der er ikke tid til at føle angst. Hele tiden er vi beskæftiget med at holde fast eller gøre et eller andet. Vi har en opgave. Vi når ikke at tænke så meget undervejs. Himmel og hav var et inferno.
Den ene af redningsmændene, Kim Kjær, får ondt i ribbenene, efter han er blevet kastet op på stensætningen af bølgerne, og hans bror ringer til vagtlægen for at få ham tjekket. En anden af aftenens helte, Henrik Fønns, er blevet taget med i en ambulance, fordi der er mistanke om et brækket lårben. Det viste sig heldigvis ikke at være tilfældet. De øvrige – inklusiv Morten – slipper uden fysiske knubs.
Klokken 23.50 slukker Morten lyset på redningsstationen og kører hjem til Ræhr. Denne gang i et lidt andet tempo end tidligere på aftenen. Han tager et bad og går i seng. Søvnen kommer med det samme.
Havet rejste sig ondskabsfuldt
Dagen efter møder Morten ind på stationen igen. Der er nok at tage sig til. Han skal skrive skadesanmeldelser, bestille nyt grej, og så vil flere medier gerne tale med ham og høre om aktionen. De får også besøg af to specialister, som laver debriefing med redningsgruppen.
– Det er lidt halvpædagogisk. Vi sidder i en rundkreds og skiftes til at fortælle. Det kan godt blive lidt langhåret for sådan nogle som os. Én rullede lidt med øjnene. Men det er jeg ligeglad med, for det er vigtigt at tale om, hvad der er sket. Alle sejl skal sættes til, når vi har oplevet noget voldsomt. Får én det dårligt et halvt år efter, kan vi ikke spole tiden tilbage. Det er her og nu, og jeg insisterer på, at selv de, der er mest hårde i filten, skal være med, forklarer Morten.
På Facebook vælter det ind med rosende kommentarer, og når Morten møder folk i lokalområdet, spørger de omsorgsfuldt til oplevelsen. Politiet kommer nogle uger efter på besøg og hylder holdet, der stod for indsatsen i en aktion, som Morten kalder for den værste i sin tid.
– Jeg har oplevet drukninger og forlis, men jeg kan ikke mindes, at jeg har oplevet noget så slemt i min tid heroppe. Og de ældre siger også, at de heller ikke kan huske, at der har været noget lignende de seneste 50 år. Det var et hav, der rejste sig på en helt særlig, ondskabsfuld måde den aften. Det rystede mig at se skibet blive smadret op mod molen. Vi var ved at overvære en grusom ulykke. Jeg har ikke lyst til at prøve det igen, men omvendt: Det er vores job, og jeg går ikke med en knugende følelse i maven. Gjorde jeg det, skulle jeg sige op.
Vi må bede til Vor Herre
Risikoen ved at gå ud i farligt vejr sidder i baghovedet på Morten. Det vil den altid gøre. Og han føler med sin familie derhjemme, når han kører ud på en farlig mission.
– Min kone ved godt, hvad det betyder at gå ud på molerne i sådan noget vejr. Men hun har vænnet sig til det. Det er lidt som fiskerkonerne, som også lever med, at deres mænd sommetider er i farlige situationer. De er nødt til at æde den. Ligesom vi alle er nødt til at æde bekymringen, når vores børn begynder at gå i byen. Der kan ske så meget. Og vi må bede til Vor Herre om, at der ikke sker noget.
Morten kan se tilbage på et begivenhedsrigt 2025. Og når han sidder og laver årets sidste løn til sine folk, reflekterer han altid over, hvad året har bragt, og hvad det nye vil bringe.
– Jeg tænker over, hvor stort et ansvar, vi har. Vi er sidste chance for mennesker i nød på havet. Det er prisen for at være i det job. Nogle har sagt til mig, at vi burde have ridderkorset for det, vi gør. Men det vil jeg ikke. Det, der virkelig betyder noget, er folks varme og anerkendelse.
