Ålen er i dag en kritisk truet art, og der er behov for en målrettet indsats for at styrke bestanden.
Samtidig peger undersøgelser på, at det er mange faktorer, der gør, at ålen er truet, og at fiskeri efter ål i saltvand på europæisk plan blot tegner sig for tre procent af den samlede åledødelighed.
På den baggrund mener minister for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri Jacob Jensen (V), at der fortsat skal være plads til et ålefiskeri.
– De danske fiskere skal have lov til at fange ål. Det er en vigtig del af kulturen mange steder i de små havne, og det skal stadig være en mulighed, siger Jacob Jensen (V).
Jacob Jensen peger på, at fiskeriet efter ål har stor betydning for det kystnære fiskeri, og i de små havne, hvor ålefiskeriet er det eneste, der er tilbage.
– Ser man på et område som Karrebæksminde, er fiskeriet med til at skabe en helt særlig stemning og med til at trække turister til. Det skal vi selvfølgelig holde fast i. Jeg mener stadig, det skal være muligt at fange ål i Karrebæksminde, siger Jacob Jensen.
Det følger af fiskeriaftalen, at der skal være et begrænset fiskeri af ål på 50 tons årligt, som også skal bidrage til, at DTU får mere viden om ålebestanden.
– Jeg håber, at den lokale miljøminister Magnus Heunicke er med mig her. For jeg tror da heller ikke, han er interesseret i, at det lille fiskerleje i Karrebæksminde bliver lukket. Det er en del af hele områdets DNA, og det kan jeg ikke forestille sig, at man vil afvikle fra den ene dag til den anden, siger Jacob Jensen (V).
Ministeren peger også på, at ålefiskeriet er vigtigt for det skånsomme kystfiskeri i Danmark.
– Ålefiskeriet er vigtigt for de små skånsomme kystfiskere. Derfor undrer det mig meget, at venstrefløjen er så ivrige efter at lukke alt fiskeri efter ål. For det rammer den type fiskere, de foregiver at kæmpe for, siger Jacob Jensen.
I weekenden sluttede lukkeperioden for ålefiskeriet, og man må igen fiske efter ål. Dog har de danske ålefiskere endnu ikke fået deres tilladelser til at fiske ål.
Det skyldes, at fiskeriaftalen fra sidste sommer lægger op til, at rammerne for ålefiskeriet skal ændres.
Den ændring har man ikke nået at implementere i den danske lov, inden Socialdemokratiet udskrev folketingsvalg. Derfor er der endnu ikke blevet udstedt licenser. Det skal der rettes op på, lyder det fra Jacob Jensen.
– Ålefiskerne skal have deres tilladelser. Det kan kun gå for langsomt. EU har allerede begrænset ålefiskeriet med en lang lukkeperiode af hensyn til ålebestanden. Nu skal vi have åbnet for fiskeriet, så de danske ålefiskere kan nå at få noget ud af sæsonen. Vi kan ikke være bekendt, at de skal være fanget i uvisheden. Derfor vil jeg gøre alt, hvad jeg kan for, at licenserne kommer ud, siger Jacob Jensen (V).
Det følger af fiskeriaftalen, at det i 2027 skal afgøres, om der i fremtiden kan være et erhvervsfiskeri efter ål. Der skal samtidig laves en helhedsplan for beskyttelse af ålebestanden. Det er et meget vigtigt arbejde, lyder det fra Jacob Jensen.
– Jeg mener, vi skal holde fast i erhvervsfiskeriet. Vi skal derfor lave en helhedsplan, der tager hånd om de presfaktorer, der tegner sig for en stor del af åledødeligheden. Vi skal også blive langt bedre til at indsamle viden om ålebestanden, så vi får et langt mere robust billede af, hvordan bestanden har det.
– Jeg er sikker på, at vi med en vidensbaseret helhedsplan for ålen kan finde en balance, hvor vi kan fastholde det skånsomme kystfiskeri og samtidig beskytte ålebestanden endnu bedre, siger Jacob Jensen.