Ved kajen på Østerby Havn på Læsø ligger Line H. En fiskerbåd, som har sejlet ud efter jomfruhummere i 18 år.
Men snart kan hun have været på sin sidste tur, for besætningen har sagt deres job op pr. den 1. marts 2026 på grund af usikkerhed om bådens fremtid.
– Min båd forventes at blive solgt eller ophugget, og besætningen kan naturligvis ikke blive hængende i årevis i usikkerhed. Jeg har fuld forståelse for, at de vælger, som de gør, fortæller bådens ejer, Klaus Rosenfeldt Hansen, som af helbredsårsager ikke selv fisker mere. Han ønsker derfor enten at sælge eller ophugge, så han hurtigst muligt kan komme ud af fiskeriet med skindet på næsen.
I den nyeste fiskeriaftale står der skrevet, at man først kan søge om ophugning i 2028. Og det betyder for Klaus Rosenfeldt Hansen og et ukendt antal andre fiskere, at de er havnet i en pine.
– Politikerne har halshugget os. Når de vælger at udskyde ophugning i op mod tre år, underskriver de reelt en dødsdom over de fartøjer og ejere, som allerede i dag står klar til at forlade erhvervet på ordnede vilkår. Det handler ikke kun om skibe, det handler i høj grad om mandskab, som søger væk. Det er en situation, som ingen anden virksomhed i noget andet erhverv ville blive sat i.
Ønsker afklaring – ikke en lottokupon
Klaus Rosenfeldt Hansen har valgt at skrive et brev til fiskeriminister Jacob Jensen og fiskeriordførerne bag fiskeriaftalen. For noget blev han nødt til at gøre.
”Erhvervsfiskeriet i Kattegat står over for markante politiske indgreb, herunder kommende forbud mod bundslæbende redskaber. Staten anerkender selv, at ophugning og omstilling er nødvendige værktøjer i denne proces – men fiskerne får besked på at vente, mens deres erhvervsgrundlag forsvinder. Det er hverken rimeligt eller ansvarligt,” står der blandt andet i brevet, som slutter af med hans vigtigste budskab om at fremskynde ophugningsordningen til 2026.
– Jeg skal ikke have en lottokupon, hvis nogen tror, at jeg håber på det. Jeg skal bare have afklaring. Om det så betyder, at jeg får et tab og skal have en afdragsordning med banken resten af mit liv, siger Klaus Rosenfeldt Hansen, som forventer at gå personligt konkurs, hvis båden ikke bliver solgt i 2026 – eller han får mulighed for ophugning. Han savner, at politikerne tager ansvar.
– Politikerne vasker hænder, når de påstår, at ophugning nu ikke kan lade sig gøre på grund af EU-regler. I forhold til torsken i Kattegat er der overkapacitet af skibe – så stå ved jeres ansvar, når I laver regler i Kattegat om, at der skal gives ophugning til dem, der ønsker at forlade erhvervet. Så vi ikke står i et limbo. Det bremser alt. Ophugning kan skabe ro til dem, der bliver tilbage. Det vil være win-win for alle, mener han.
Mandskabet bringes i fare
Når fiskere og deres både lever livet på en form for stand by, skaber det et problem, som mange overser ifølge Klaus Rosenfeldt Hansen. Det handler om sikkerhed.
Når et fartøj forventes ophugget inden for få år, tør ingen reder foretage større eller nødvendige reparationer eller investeringer i sikkerhed, maskineri og skrog, påpeger han i brevet til politikerne. Konsekvensen er skibe, der holdes i drift med midlertidige løsninger, udskudt vedligeholdelse og stigende teknisk risiko, mener han – og han sætter en tyk streg under, at det udgør det en reel fare for både skibe og mandskab:
– Ingen tør røre ved noget i Kattegat, når vi ikke kender betingelserne. Det er et kæmpe sikkerhedsproblem, fordi folk ikke ved, hvad der sker. Alt kommer til at køre på pumperne.
Kan ikke sove om natten
Klaus Rosenfeldt Hansen er så vred og presset over situationen, at han ikke kan sove om natten og får piller hos lægen for at kunne slappe af. Når han åbner sin computer og for eksempel ser noget, fiskeriministeren har udtalt eller får en mail fra ministeriet, ryger han op i det røde felt. Og det dystre humør går ud over konen, erkender han.
– Det er jo ikke sådan, at vi skal skilles, vel. Men selvfølgelig kan hun mærke på mig, at jeg ikke har det godt. Politikerne skider på, at vi går fallit, og det fylder hele tiden, siger Klaus Rosenfeldt Hansen, der godt er klar over, at han økonomisk er heldigt stillet sammenlignet med mange andre fiskere. Han har nemlig fast job hos redningstjenesten på øen.
Men bekymringen for kollegerne og øens sammenhængskraft fylder dag og nat hos ham.
– Det gør så ondt, at erhvervet skal ende her. Jeg ved, at der er fiskere, som bliver nødt til at trække hele familien op med rode for at flytte til fastlandet og finde job der. Det får store konsekvenser for den enkelte, men også for øen som helhed, siger Klaus Rosenfeldt Hansen, der ikke er i tvivl om, hvad en ophugning i 2026 vil betyde for ham:
– Det ville betyde alt. Jeg får slået en streg i sandet og kommer ud af det uden at brække hals, arme og ben. Faktisk glæder jeg mig til den 1. marts, hvor min båd ikke længere kommer ud at fiske. For så skal jeg ikke længere risikere at få bøder for små forseelser inde fra ministeriet. Hver gang der kommer en mail, sidder hjertet jo i halsen. Det bliver slut derfra.
