Forleden var Danmarksdemokraternes spidskandidat i Vestjyllands Storkreds, Mads Fuglede, på besøg i Hvide Sande.
Her var han en tur forbi Vestvæftet, som han besøgte med Thomas Rahbek Sloth, formand for Sydvestjysk Fiskeriforening.
– Det var en stor oplevelse at se det, og så bliver jeg jo selvfølgelig trist, når jeg hører, at ordrebogen er fyldt med ordrer til Norge, som investerer milliarder i fiskeriet, og der ikke er nogen nye fartøjer på vej til de danske fiskere, sagde Mads Fuglede.
Han synes, det er en skam, at man vender fiskerierhvervet i Danmark ryggen, når andre lande ”er kloge nok til at investere i fiskeriet”.
– Vi har brug for masser af proteiner fra havet, vi har brug for at have et godt forhold til havet, og vi har brug for et stærkt erhverv og fiskeri herhjemme, lød det fra politikeren.
– Det er, som om man politisk har valgt at gå en anden vej, hvor man pålægger fiskeriet så mange besværligheder, at det er svært at rejse kapital til at gå ind i fiskeriet, og det er svært at få nogen til at få lyst til det, og det er svært at få en god forretning ud af det, som man kan andre steder.
Vil kæmpe for dansk fiskeri
Mads Fuglede og Danmarksdemokraterne ønsker primære erhverv som fiskeri i Danmark. Dels har det en kulturel værdi, og dels er det et vigtigt erhverv for de kystnære byer og vores fødevareforsyningssikkerhed.
Derfor er han også uforstående overfor den måde, fiskeriet bliver behandlet på i øjeblikket.
– Et erhverv, der har betydet så meget for Danmark, behandler vi ikke særlig pænt nu, synes jeg. Der vil jeg meget gerne stå i den modsatte ende af den debat og kæmpe for dansk fiskeri, sagde danmarksdemokraten.
– De ændringer, man laver, og de bureaukratiske overvågninger, der er af fiskeriet, er jo alt sammen udtryk for, at der er nogle, der har stor mistillid til fiskerne, og derfor skal fiskerne opfylde en masse krav, som faktisk er umulige for dem at opfylde.
– Man burde rulle meget af det her tilbage og have tillid til, at mennesker, der lever af havet, har den største interesse i, at havet har det godt, så vi kan få et velfungerende erhverv.
Lyt til fiskerne
Hvad angår kampen om pladsen på havet, så mener Mads Fuglede, at der skal være plads til mange forskellige ting i de danske have.
Der skal være plads til både at producere grøn strøm med havvindmølleparker, men der skal også være plads til fiskeriet og til, at der kan fanges fisk.
Spidskandidaten i Vestjylland har dog et indtryk af, at dem man lytter sidst til, er fiskerne.
– Når man eksempelvis laver havvindmølleparker, bør man jo se på, hvordan man kan oprette dem sådan, at de rent faktisk styrker fiskeriet, sagde Mads Fuglede.
– Der er mange ting, man kan gøre, hvor man viser, at man har tænkt på fiskeriet, men man kan også bare lade som ingenting og skubbe fiskerne væk – og jeg synes tit, man gør det sidste.
Danmarksdemokraterne er også langt fra begejstret over udsigten til en CO2-afgift på fiskeriet.
– Den bør tages af bordet. Det hjælper ikke, at man udskyder noget. Det betyder bare, at mange ved, at der kommer noget nede af vejen, der ikke er teknologi til at håndtere – og det er en forkert vej at gå, sagde Mads Fuglede.
– Man skal i stedet for kigge på nogle andre ting som for eksempel at hjælpe med at få produceret grønt brændstof til den samme pris og eventuelt med en form for tilskud, så man kan få fiskeriet til at være med i en grøn omstilling.